J-dag gav øretæver på gymnasier

Af
Af Mikael Østergaard

Fredag var dagen, hvor julebryggen kom på gaden, og det gav travlhed på landets værtshuse. På mange af Nordsjællands gymnasier medførte den stærke bryg også slagsmål. Hårdest gik det til i Hellerup, hvor mange beboere ringede 112 med besked om, at deltagere i en fest på Gammel Hellerup Gymnasium var kommet i kæmpe slagsmål foran 7-Eleven på Strandvejen. Presset på alarmcentralen var så stort, at Nordsjællands Politi fik assistance af 5-6 patruljebiler fra København. Da politiet mødte op kl. ca. 22, var der kun en halv snes brushoveder tilbage, og de blev hurtigt dæmpet ned. Den var også gal ved en lukket gymnasiefest på Helsingør Gymnasium, hvor 10-15 unge af anden etnisk baggrund forsøgte at komme ind til den lukkede fest. Da de blev afvist, kom det til håndgemæng, og så blev politiet tilkaldt. De unge er i forvejen kendt af politiet. På Marie Kruse Skole i Farum ville 20-30 unge af anden etnisk baggrund end dansk ind til den lukkede gymnasiefest, men også her blev de afvist. Kl. 00.48 vendte nogle af de unge tilbage for at gøre et nyt forsøg, og det udløste et masseslagsmål. Tre patruljebiler blev sendt til stedet, og så kom der ro på.

Publiceret 31 October 2009 12:15