Nick Hækkerup er ifølge Altinget.dk en af de seks nyvalgte medlemmer blandt 51, der klarer sig bedst i Folketinget.

Nick Hækkerup er ifølge Altinget.dk en af de seks nyvalgte medlemmer blandt 51, der klarer sig bedst i Folketinget.

Nick Hækkerup topscorer i Folketinget

En undersøgelse som nyhedsbrevet Altinget.dk har foretaget på Christiansborg giver Hillerøds tidligere borgmester topkarakter for hans daglige arbejde på Borgen

Af
Tekst og foto: John Jessen Hansen

Hillerøds tidligere borgmester Nick Hækkerup (S) får næsten topkarakter i en vurdering af de 51 nyvalgte folketingsmedlemmer, som det politiske nyhedsbrev Altinget har lavet. Nick Hækkerup får karakteren 8, og det er den næsthøjeste karakter.

"Nick Hækkerup var allerede en stor mand i Socialdemokratiet inden valget i 2007. Her røg han med et højt personligt stemmetal direkte fra borgmesterkontoret i Hillerød til Christiansborg, hvor han i dag er partiets næstformand og derudover skatteordfører. Han er kendt for at være en dygtigt strategisk tænkende politiker og har da også været en ledende kraft i udarbejdelsen af Socialdemokraternes nye skattepolitik. Den skal efter planen genopfinde den fordelingspolitiske kant til regeringen og har derfor endegyldigt sagt farvel til skattestoppet og i stedet introduceret "millionærskatten", skriver Altinget.dk blandt andet i vurderingen af den tidligere Hillerød-borgmester.

Mere synlighed

Her står der også, at Nick Hækkerup ikke har været helt så synlig i offentligheden som en af partiets frontfigurer, som mange havde forventet, inden han kom i Folketinget - men ikke desto mindre er der fortsat store forhåbninger til ham, og enkelte nævner ham endda som en mulig formandskandidat for partiet, hvis Helle Thorning-Schmidt taber næste valg og går af. De nyvalgte har fået en karakter mellem 1 og 9 ud fra en vurdering af deres præstation på tre parametre: Synlighed, faglig kunnen og politisk tæft. Karakteren er givet af Altinget.dk alene og er ud over egne iagttagelser baseret på samtaler med kilder i partierne på Christiansborg.

En afslappet Nick Hækkerup på sit kontor på Christiansborg.

En afslappet Nick Hækkerup på sit kontor på Christiansborg.

Anerkendende skulderklap

"Vi siger at det ikke betyder noget at få topkarakterer for sit arbejde. Men man skal altså være en kold person for ikke at lade sig påvirke lidt af det. Det er jo et skulderklap og en anerkendelse, men det er ikke afgørende på nogen måde. Jeg er til gengæld ikke så glad for bemærkningen om at jeg skulle blive den næste socialdemokratiske formand hvis Helle Thorning-Schmidt skulle tabe næste valg og gå af. Helle og jeg er skæbneforbundet, det var hende jeg støttede da der var formandsvalg og det var også hende der gjorde mig til partiets næstformand. Efterfølgende har vi arbejdet meget tæt sammen om stort set alt. Så jeg vil altid stå bag Helle Thorning-Schmidt", siger Nick Hækkerup til Hillerød Posten.

Sidste stol på sidste række i Folketinget er Nick Hækkerups plads i Folketinget.

Sidste stol på sidste række i Folketinget er Nick Hækkerups plads i Folketinget.

Ministerpost i vente

Hvis Socialdemokraterne vinder næste valg og Helle Thorning-Schmidt derved bliver landets næste statsminister, hersker der ingen tvivl om at Nick Hækkerup får tilbudt en ministerpost. På avisen gætter vi på en post som enten indenrigs- eller skatteminister. Topscorerne og stjernerne blandt de 51 nyvalgte folketingsmedlemmer er ifølge Altinget.dk følgende: Jesper Petersen (SF), Johanne Schmidt-Nielsen (Enhedslisten), Sophie Løhde (V), Ida Auken (S), Nick Hækkerup (S) og Karen Ellemann (V).

Publiceret 04 January 2010 05:00