Jakob Oftebro som Lars Emil med åren bag Max Manus. Foto: PR

Jakob Oftebro som Lars Emil med åren bag Max Manus. Foto: PR

Mungo Park-skuespiller med i ny storfilm

Nordmanden Jakob Oftebro fra det lokale teaterensemble spiller med i Norges hidtil dyreste spillefilm

Af
Af Peter Klar

Den unge norske skuespiller, Jakob Oftebro, der til daglig er en fast del af Mungo Parks ensemble, medvirker i den norske storfilm "Max Manus," der får dansk biografpremiere 7. januar.
23-årige Jakob Oftebro spiller den unge modige modstandsmand Lars Emil i filmen, der er en norsk pendant til den danske film "Flammen og Citronen".
"Max Manus" fortæller historien om den dansk-norske sabotør og frihedskæmper Max Manus, der var en legendarisk modstandsmand under 2. Verdenskrig.
Det er første gang, Jakob Oftebro medvirker i en stor spillefilm.
”Det var helt fantastisk at spille med i ”Max Manus”, blandt andet fordi der var så mange kostumer. Den foregår jo under 2. Verdenskrig, så vi skulle for eksempel skyde med kanoner og løbe rundt ude i de norske skove," siger Jakob Oftebro.
Han vil dog ikke favorisere film over teatret eller omvendt.
”Det er to vidt forskellige måder at arbejde på og kan slet ikke sammenlignes. Det er lige sjovt på hver sin måde. Det mærkelige er dog, at der kan gå næsten et helt år, fra filmen er færdigproduceret, til man kan se sig selv i biografen. Og efter en dårlig indspilning kan man ikke få lov at gøre det om igen, ligesom man kan efter en mindre god aften på teatret, hvor man kan sige til sig selv, at man blot aftenen efter kan give den ekstra gas," siger skuespilleren.
Max Manus var en af foregangsmændene i den norske modstandskamp.
Under 2. Verdenskrig kæmpede han mod de tyske tropper fra den norske kyst.
”Men han er en slags klodset antihelt og lidt ligesom en terrorist, der jo alene mand dræber over 20.000 tyske folk, og gruppen, han styrer, er unge og nervøse mænd uden nogen militærbaggrund," siger Jakob Oftebro.
Modsat de berømte danske modstandskæmpere Flammen og Citronen overlevede Max Manus krigen og har sidenhen skrevet selvbiografiske bøger om sine oplevelser.
Men det er ikke uden mén, Max overlever.
”Vores roller er til for at skildre Max som andet end blot en terrorist, men som en modstandsmand med en stor samvittighed," siger Jakob Oftebro.
Max Manus blev et kæmpe publikumshit i Norge med over 1,5 millioner solgte billetter.
Med et budget på 55 millioner norske kroner er Max Manus den hidtil dyreste film lavet i Norge.
Jakob Oftebro og Aksel Hennie, der spiller Lars Emil og Max Manus, er nogle af Norges mest populære unge skuespillere.
Jakob Oftebro forbereder sig i øjeblikket på Mungo Parks forestilling "Et andet sted", der får premiere 3. februar.
Her spiller han rollen som den unge Daniel, der er tredje generation i en dansk familie med tyrkisk baggrund.
Jakob Oftebro er født i 1986 og begyndte sin karriere på de skrå brædder ved det prominente Rogaland Teater i Oslo efter at have afsluttet sin uddannelse som skuespiller ved Statens Teaterhøgskole i Norge.
Siden har han tilmed uddannet sig ved Statens Teaterskole i København og er i dag en fast del af skuespilleresemblet hos Mungo Park, hvor han blandt andet har medvirket i det Reumert-vindende stykke "Sandholm", i hævndramaet "Spasser Hund Kanin" samt i publikumssuccesen "Den allersidste dans".

Publiceret 07 January 2010 08:00