Arkivfoto

Arkivfoto

Region Hovedstaden har landets hurtigste ambulancer

Det tager i gennemsnit kun lidt over seks minutter for en ambulance i Region Hovedstaden at nå frem, når der er brug for den

Af
Martin Warming

Martin Warming

Selv om Region Hovedstadens ambulanceberedskab i de seneste måneder har været genstand for stor opstandelse, så viser en ny opgørelse nu, at regionens ambulancer er de hurtigste i landet. Region Hovedstaden har selv lavet opgørelsen, der viser, at responstiden for ambulancer, der kører med udrykning, i perioden fra uge 43 til 49 sidste år var seks minutter og syv sekunder - og det gør altså ambulancerne i Region Hovedstaden til de hurtigste i hele landet.

Det nye ambulanceberedskab trådte i kraft den 1. september sidste år, og opgørelsen fra Region Hovedstaden viser også, at responstiden for nordsjællandske ambulancer, der kører med udrykning, er faldet med mere end et minut i forhold til det tidligere ambulanceberedskab.

Store forskelle

Akutberedskabet i Region Hovedstaden er opdelt i fem områder, og der er store forskelle på, hvor hurtigt ambulancerne når frem i de forskellige områder. I planlægningsområde 'Byen' - der svarer til Frederiksberg og København - er responstiden helt nede på fem minutter og 28 sekunder, mens responstiden i planlægningsområde 'Nord' - der svarer til området omkring Frederikssund, Hillerød og Helsingør hospitaler - ligger på syv minutter og seks sekunder.

Publiceret 07 January 2010 11:00