Jørn Moos vil sammen med Bo Weymann holde foredrag i Lyngby Kulturhus den 15. marts. Det er første gang, at de to kan opleves side om side.

Jørn Moos vil sammen med Bo Weymann holde foredrag i Lyngby Kulturhus den 15. marts. Det er første gang, at de to kan opleves side om side.

Prominente Blekingegade-aktører holder fælles foredrag

For første gang vil ex-politichefen og ex-bandemedlemmet holde et fælles foredrag. Det sker på hjemmebanen i Lyngby

Af
Af Theis Otzen

To af Blekingegade-sagens mest centrale og prominente aktører kan snart opleves side om side.
Den 15. marts er Jørn Moos og Bo Weymann klar til for første gang nogensinde at holde et fælles foredrag sammen omkring Blekingegadebanden.
Og det er i den grad to modsætninger, der mødes. Jørn Moos var som efterforskningsleder i Københavns Politi i halen på bandens kriminelle aktiviteter, mens Bo Weymann var aktivt medlem i banden.
Jørn Moos, der i dag er pensioneret kriminalinspektør, ser frem til foredraget.
"Vi startede med at tale om det i efteråret. FOF har direkte spurgt, om vi ikke ville holde et foredrag, og det gør vi så nu i Lyngby Kulturhus," fortæller Jørn Moos til Det Grønne Område.
Både Moos og Weymann bor i dag i Lyngby, og de har trods fortidens historie i dag udviklet et rigtig godt forhold.
"Vi har i dag et rigtig godt personligt forhold, men vi er dog stadig uenige om nogle ting," siger Jørn Moos.

PET's rolle undersøges

Foredraget i Lyngby Kulturhus kan muligvis godt blive gentaget.
"Der kan være nogle fremtidige muligheder. Jeg synes, at det kunne være en anden måde at holde foredrag på, for så kan folk høre om det fra en anden side,"siger Jørn Moos.
Moos har optrådt meget i medierne det seneste stykke tid. Først i TV2's dramaserie om Blekingegadebanden, hvor Ulrich Thomsen spillede Moos. I mandags tonede Moos så frem i et dokumentarprogram, hvor han søgte svar efter nogle af de uafklarede spor, som stadig hersker, efter Blekingegadebanden blev afsløret.
Problematikken omkring banden og PET's rolle i sagen fylder meget, og Jørn Moos var torsdag aften således gæst i programmet Jersild Live.
Og det bliver næppe det sidste, man har set til den pensionerede kriminalinspektør, for Blekingegadebanden-sagen fortsætter. På Christiansborg vil flere partier have lavet en undersøgelse af PET's rolle i sagen.

Publiceret 08 January 2010 10:36