Sekundet der ændrede Camillas liv

Der er ved at være halvandet år siden Camilla Runestens tilværelse på et splitsekund ændrede sig. Hun ved stadig ikke hvordan hendes fremtid tegner sig

Af
Af Claus Kjærsgaard Foto: John Jessen Hansen

Camilla kan lige nå at bremse totalt ned og lukke øjnene. Som noget af det allersidste tager hun sikkerhedsselen af. Så sker sammenstødet.
"Det var den 28. september 2008, at det skete?", spørger journalisten.
"Den 29. september", retter Camilla Runesten stille. Der findes datoer, man aldrig glemmer, og for Camilla er den 29. september 2008 dagen, hvor hendes liv på et splitsekund blev forandret. Så meget, at hun hver dag må leve med usikkerheden om, hvordan fremtiden tegner sig. Hun glemmer aldrig det øjeblik, hvor de to biler stødte frontalt sammen på Isterødvejen.
"Jeg hører et fuldstændig øredøvende brag. Og så bliver der bare stille. Helt stille", husker Camilla tilbage.

Begynder at ringe

Tilsyneladende er hun sluppet uskadt fra ulykken. Hun kan i hvert fald ikke mærke noget. Stille og roligt begynder hun at ringe til sin mor, til arbejdspladsen og til Falck. I mellemtiden har Camilla opdaget, at hun har bidt sig selv til blods i læben, og i spejlet kan hun se, at hun har slået sig i panden.
Det er først da Camilla kigger ned, at hun også opdager, at hendes højre fod sidder helt forkert. Camilla forsøger at løfte sig for at få foden på plads. Og så forsvinder der halvanden måned af hendes liv. I dag kan hun kun i brudstykker huske noget af alt det der sker i den nærmeste fremtid.
Selv om hun er ved bevidsthed kan hun ikke huske, hvordan hun roligt og fattet trods store smerter talte med redderen fra Falck, da hun blev hjulpet ud af bilen. Hvordan hun efter seks dage i koma vågnede og udbrød noget i retning af "Jeg klarede det sgu".

Det var et mirakel

At Camilla klarede det var i sig selv et lille mirakel. For selv om hun på overfladen så ud til at være sluppet nogenlunde fra ulykken, så var sandheden en helt anden. To alvorligt sammenfiltrede ben, et knust højre lårben, et venstre lårben, der var brækket to steder og højre fod der var brækket to steder. Dertil kom en skadet lever og milt, samt seks brækkede ribben og et brækket brystben. Men værst af alt, hendes hovedpulsåre var gået i stykker. Derfor blev Camilla i al hast opereret. Efter fem dage fik hun også en operation for benene. Efter yderligere en måned på Rigshospitalet, 8 dage på intensiv og 20 dage på ortopædkirurgisk afdeling, køres Camilla tilbage til Hillerød. Hun kan huske køreturen i ambulancen, men alt det, der er gået forud har hendes hjerne mere eller mindre fortrængt. Et år og tre måneder senere er det tilsyneladende en rask og frisk Camilla Runesten, der inviterer lokalavisen indenfor i lejligheden på Jespervej. Desværre er det også kun den overfladiske sandhed. Bag facaden er Camilla arret på både krop og sjæl. Bogstaveligt talt så meget, at hendes nevø praler med hende i skolen: "Min moster har bare 23 ar". At Camilla med et smil på læben kan fortælle den historie fortæller samtidig alt om hendes situation. Hendes liv har fået et ordentlig knæk. Men Camilla affinder sig ikke bare med sin skæbne. Hun VIL med meget store bogstaver have sin tilværelse tilbage, og hun vil kæmpe for at det sker.

Livet tegnede lyst

Livet før den 29. september 2008 tegnede lyst. Camilla arbejdede som sygeplejerske i Karlebo med omsorgskrævende psykisk syge børn. Et job som hun elskede højt. Fritiden blev blandt andet brugt til at undervise unge med kørekort i elementær førstehjælp som frivillig for Dansk Røde Kors. Hun var også frivillig som samarittervagt ved større arrangementer. Arbejdet og den frivillige indsats gav Camilla et hektisk, men meget tilfredsstillende liv. Og hun havde en klar plan for, hvordan fremtiden skulle forme sig. Dels med fortsat arbejde med "mine dejlige børn", som hun beskriver som jobbets bedste del og senere måske som sygeplejerske i et akutcenter. "Jeg levede med 120 i timen", husker Camilla selv om den tid, der i dag virker som om den foregik for evigheder siden. I dag er tempoet et noget andet. Den 3. december 2009 kom Camilla hjem til sin lejlighed på Jespervej, og siden har hun kæmpet for at få en normal tilværelse tilbage. Tiden siden trafikuheldet har budt på fire operationer. Hver gang har hun været nødt til at begynde forfra på genoptræningen. Først på året venter operation nummer fem. Og så håber Camilla, at hendes situation en gang for alle kan afklares. "Det værste er uvisheden, Hvis jeg bare vidste hvor jeg stod, så kunne jeg komme videre", fortæller Camilla. Og selv om hun gnistrer af livsvilje og kampgejst, så indrømmer hun, at der har været perioder i forløbet, hvor hun har været meget langt nede. Så har hun haft rigtig god hjælp fra familien og vennerne. Hun har også haft god brug af en psykolog til at bearbejde uheldet. "Jeg har mange gange tænkt: Bare jeg havde tabt bilnøglerne, Men det nytter jo ikke noget," fortæller Camilla. Det nytter heller ikke noget for hende at være vred på den 19-årige mand, der var skyld i uheldet. Det var hans hasarderede overhaling, der betød at de to biler stødte frontalt sammen.

Han var ligeglad

"Lige meget hvor hård en straf han vil få, så hjælper det jo ikke mig", konstaterer hun roligt. Alligevel var hun berørt, da hun mødte ham i retten. Men mest af alt på grund af hans tilsyneladende ligegyldighed med hende. Han undgik enhver form for øjenkontakt og virkede på ingen måde angrende: "Havde han bare sagt enten "undskyld" eller "rend mig i røven", så havde han da vist nogle følelser", fortæller Camilla. Hun er ikke i tvivl om, at han selvfølgelig ikke ønskede at uheldet skulle ske, men savner noget medfølelse fra hans side. Det var trods alt hendes liv han ødelagde.

Han slap billigt

Hun synes egentlig også, at han slap mildt med 20 dagbøder af 250 kroner, og hun hæftede sig ved, at han mest af alt var vred over at skulle op til fornyet teori og køreprøve. Men han er fortid, og nu koncentrerer Camilla sig om sin fremtid. Ulykken har givet hende varige men, for eksempel i form af nedsat bevægelighed og nedsat fysisk aktivitet. Hun kan godt gå, men bliver også hurtigt træt. Operationen skulle gerne forbedre fysikken. Og så gælder det for Camilla om at få slået fast, hvad hun kan, og så sætte sig et mål. Det har været et langt og sejt forløb, og Camilla Runesten er stadig sygemeldt. Alligevel lyder hun forbløffende optimistisk omkring fremtiden, selv om hun ikke aner, hvad den vil byde på. Og den overhovedet tegner lys. Men det tror hun på. Som hun selv siger det: "Hvis jeg først mister håber, så har jeg ikke noget tilbage. Jeg vil ikke på førtidspension som 30 årig".

Publiceret 14 January 2010 03:00