Samtlige jobcentre holder ét minuts stilhed efter drabet på Birthe Christiansen.

Samtlige jobcentre holder ét minuts stilhed efter drabet på Birthe Christiansen.

Et minuts stilhed efter drabet på Birthe Christiansen

Alle landets jobcentre holder ét minuts stilhed i dag klokken 12. Det sker efter det tragiske knivdrab på Birthe Christiansen

Af
Jesper Lundh

I dag klokken 12 holder samtlige danske jobcentre ét minuts stilhed for den dræbte socialrådgiver fra Holstebro, Birthe Christiansen, der onsdag morgen blev dræbt på vej på arbejde.

Birthe Christiansen var på vej til jobcentret i Holstebro, da hun blev dræbt af knivstik - ifølge vidner af en af hendes klienter. I den anledning opfordrer Dansk Socialrådgiverforening og HK/Kommunal alle landets jobcentre til ét minuts stilhed.
"Vi er dybt rystede over denne forfærdelige sag, som fik den værst tænkelige udgang for en respekteret og vellidt medarbejder. Samtlige jobcentermedarbejdere er dybt berørte af den tragiske begivenhed. Vi opfordrer derfor alle landets jobcentre til at holde ét minuts stilhed i respekt for Birthe Christiansen, hendes familie og kolleger," siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening og Christian Grønnemark, formand for HK/Kommunals Beskæftigelsesudvalg.

Birthe Christiansen arbejdede som teamleder på integrationsområdet i Holstebro Kommune. Hun blev stukket med en kniv på P-pladsen umiddelbart foran indgangen til Holstebro Jobcenter og døde af sine kvæstelser på Regionshospitalet i Herning.

En mand med somalisk baggrund er sigtet og blev i aftes varetægtsfængslet.

Publiceret 29 January 2010 11:28