Ejendoms-matadoren Kristian Bendz Juul sporløst forsvundet efter kollaps

Pengemanden Kristian Bendz Juul, hans kone Camilla Plougsted Juul og parrets fire børn er som sunket i jorden

Af
Jesper Lundh

Sneen er ikke ryddet i den adskillige hundrede meter lange indkørsel, og postkassen bugner af aviser og ubetalte regninger. Sådan ser det ud på den trelængede lystgård i det smukt bakkede landskab udenfor Tikøb, som indtil for cirka et halvt år siden husede storinvestoren Kristian Bendz Juul og hustruen Camilla Plougsted Juul og parrets fire børn.

I dag er parret forsvundet fra overfladen efter et totalt kollaps i Kristian Bendz Juuls imperium af ejendomsselskaber med skyhøjt belånte udlejningsejendomme i byer som Helsingør, Hillerød, Fredensborg, Frederikssund og Birkerød. Ifølge de senest tilgængelige regnskaber, havde Bendz Juuls holdingselskab gældsforpligtelser for 800 millioner kroner - og 55 udlejningsejendomme er nu sendt på tvangsauktion. Det skriver sn.dk .

En stor del af årsagen til konkursen skal findes i mystiske handler mellem Kristian Bendz Juul og egne 100 procent ejede selskaber, som på få måneder fik ejendomsværdierne til at eksplodere. Det skete eksempelvis med en hjørneejendom på Axeltorv i Helsingør, som i løbet af bare 11 måneder blev solgt af Bendz Juul selv til hans eget selskab Nero Ejendomme til en 27 millioner kroner dyrere pris. Endda på et tidspunkt, hvor markedet forlængst havde toppet, skriver avisen.


Publiceret 11 February 2010 09:30