Syddjurs borgmester Kirstine Bille (i forgrunden) har fået et tilbud om at undervise i engelsk på et kinesisk universitet og vil derfor efter påske anmode byrådet om tilladelse til at holde et års orlov, erfarer Lokalavisen.

Syddjurs borgmester Kirstine Bille (i forgrunden) har fået et tilbud om at undervise i engelsk på et kinesisk universitet og vil derfor efter påske anmode byrådet om tilladelse til at holde et års orlov, erfarer Lokalavisen.

Syddjurs-borgmester flytter til Kina i et år

SF-borgmester Kirstine Bille, der har en voksen datter som bor i Kina, har fået tilbudt et job ved Tsinghua-universitetet i Beijing fra 1. juni 2010 og et år frem, og hun er nu indstillet på at søge orlov fra borgmesterjobbet i Syddjurs Kommune, erfarer Lokalavisen.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Lokalavisen/Adresseavisen erfarer, at SF-borgmester Kirstine Bille er på vej til Kina fra 1. juni 2010 og et år frem.
Kirstine Bille, der har en datter, Eva Maria, som bor i Kina, har fået tilbudt et job som underviser i engelsk og måske også samfundsfag ved Tsinghua-universitetet i Beijing.
Selv er Kirstine Bille yderst fåmælt, og vil overhovedet ikke kommentere om forlydenderne har noget på sig.
"Jeg er på vej på en længe aftalt påskeferie, og har absolut ingen kommentarer overhovedet. Det vil jeg gerne have bliver respekteret," lyder det fra en for engangs skyld irriteret og meget fåmælt Syddjurs-borgmester over telefonen efter en meget lang kunstpause.
- Har du allerede talt med byrådskollegaer og direktion om det?
"Jeg gentager, ingen kommentarer. Kan du nu have en god ferie."

Datteren skabte kontakten

Kirstine Bille har efter Lokalavisens oplysninger, som heller ikke nogen i hendes bagland tilsyneladende kender til, kun kendt til tilbuddet i små to uger.
Det er kommet i stand via en kontakt til hendes datter Eva Maria, som Kirstine Bille aldrig har lagt skjul på, at hun gerne vil se mere til. Eva Maria Bille, 22, har boet i Kina i et par år.
Kirstine Bille, der fylder 50 senere på året, har en bachelor i engelsk fra Aarhus Universitet på cv'et, og har ligeledes undervisningserfaring fra mange år på Grenaa Tekniske Skole, der er en del af Viden Djurs.
Kina og Danmark har - i takt med det store lands tiltagende åbenhed og vilje til at reformere et gammelt og meget lukket system - knyttet mange bånd og aftaler både erhvervsmæssigt, kulturelt og ikke mindst, når det gælder undervisning.
Ingen tvivl om, at Kirstine Bille betragter henvendelsen fra Kina som et "once-in-a-lifetime-tilbud", som kan få hende til at søge om orlov fra borgmesterjobbet.

Ny konstituering

Hvis Kirstine Bille vælger at ansøge byrådet om et års orlov fra jobbet som borgmester, er det en helt ny og meget speciel situation, men den mest sandsynlige udgang vil være, at Venstres Claus Wistoft, nuværende 1. viceborgmester, udpeges af byrådet til at være fungerende borgmester fra 1. juni og et år frem.

Claus Wistoft har i forvejen - som bekendt - været meget tæt på borgmesterjobbet under den noget hektiske konstitueringsfase i kølvandet på kommunalvalget i november 2009.
Det er ikke lykkedes Lokalavisen at få en kommentar fra Claus Wistoft til den mulige bombe, som Kirstine Bille med stor sandsynlighed havde planlagt til først at skulle springe umiddelbart efter påske.
Det bliver SFs nyvalgte lokalformand i Syddjurs, Jens Rasmussen, Ebeltoft, der skal afløse Kirstine Bille i SFs byrådsgruppe.

Publiceret 01 April 2010 06:00