Kristensen Group er konkurs

Kristensen Group, der står bag udviklingen af 1300 ferieboliger ved Kildedal, er erklæret konkurs

Af
Michael Harsvik

Michael Harsvik

En af landets absolut mest kendte skikkelser inden for udvikling af fast ejendom, Thorkild Kristensen fra Aalborg samt hans familie, er krakket med deres aktiviteter inden for feriehusområdet, og det gælder både herhjemme og i udlandet. Det skriver dagbladet Børsen. Kristensen Group står blandt andet bag det store feriehusprojekt ved Kildedal, hvor der skulle bygges 1300 ferieboliger og et stort feriecenter. Tre af koncernens selskaber er erklæret konkurs, heriblandt feriehusdivisionen. De konkursramte selskaber er Thorkild Kristensen Group A/S, Thorkild Kristensen Ferieboliger A/S og Thorkild Kristensen International A/S. Dagbladet Børsen skriver, at selskabet sidste år havde en balance på 1 milliard kroner, og at der var gældsforpligtelser for 854 millioner kroner.

Kassen er tom

Selskabets advokat Morten Jensen erkender, at kassen er tom: "Salget er frosset til og likviditeten tørret ud. Vi har manglet penge i kassen. Bankerne er trådt til i en periode, men når vi ikke selv er i stand til at skabe en positiv pengestrøm, så er det svært at overbevise andre om, at de skal blive ved," siger han til Børsen.

null

Publiceret 12 April 2010 09:25