Salget af grunde i sydbyen i Frederikssund er gået i stå. Nu sænker Frederikssund Kommune ligesom flere andre kommuner priserne på grundene.

Salget af grunde i sydbyen i Frederikssund er gået i stå. Nu sænker Frederikssund Kommune ligesom flere andre kommuner priserne på grundene.

Frederikssund:

Sænker grundpriser i Sydbyen med 14,5 mio. kr.

Salget af grunde i Sydbyen er gået i stå. Nu sænker byrådet priserne med mere end 15 pct. i et forsøg på at sætte gang i salget igen.

Af
Af Henrik Gregersen

De har gjort det i Egedal. Og de har gjort det i Kregme. Forsøgt at kickstarte et nær-dødt grundsalg ved at sænke priserne.
Og selv om budskabet fra Frederikssund Kommune hidtil har lydt, at det ikke var nødvendigt at gøre her, da man ikke på samme måde var afhængig af indtægterne fra grundsalget, besluttede byrådet på et lukket møde onsdag aften at følge i kølvandet på flere af nabokommunerne og sænke priserne.-
"Tidernes ugunst - en finanskrise og situationen på ejendomsmarkedet har gjort, at vi har taget denne beslutning om at udbyde grundene i etape 2 og 3 på ændrede vilkår," lød det fra borgmester Ole Find Jensen (S) i kølvandet på beslutningen.
Over de kommende år er der budgetteret med indtægter på 92,6 mio. kr. fra grundsalget. Dét tal bliver nu nedjusteret med 14,5 mio. kr.
"Vi har måttet erkende, at salget af grundene i Sydbyen er gået noget trægt over en længere periode. Det er der selvfølgelig mange forklaringer på, men det er byrådets klare opfattelse, at tiden er moden til at sætte mere gang i salget, så boligområdet i sydbyen kan fortsætte den positive udvikling. Grundene er særdeles attraktivt beliggende, men i forhold til det aktuelle marked nok prissat for højt," hedder det i en pressemeddelelse fra Frederikssund Kommune.
Her peger man også på en anden anledning til at sænke priserne. Fra nytår lægges der nemlig 25 pct. moms på salget af tomme byggergrunde.
Da bølgerne gik højt på boligmarkedet, blev flere af grundene i sydbyens 2. etape udbudt til priser på mellem 2500 og 3500 kr. pr. kvm. grund.
For de senest udbudte grunde ligger prisen på under 2200 kr.

Publiceret 29 April 2010 03:00