Ny Lotto-jackpot i landets heldigste by

Onsdag fangede en spiller fra Albertslund Jokeren og vandt mere end 18 millioner kroner. Det var den femte milliongevinst på kun 99 dage i Albertslund

Af
Af Jacob Nielsen

Albertslund må være Danmarks heldigste by. Heldet har i hvert fald været parkeret i 2620 Albertslund de seneste 99 dage, hvor det ifølge Danske Spil er blevet til en noget usædvanlig rekord.

Intet mindre end fem gange er der vundet en milliongevinst i Lotto i byen. Senest i aftes hvor en spiller fik fingrene i Jokeren i Onsdagslotto, og løb af sted med 18.525.944 kroner.

Denne gang er den lykkebringende kupon købt hos Føtex på Nordmarks Alle i Albertslund, og den nybagte mangemillionær vil, ligesom alle andre der vinder over 1,5 millioner kroner, få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil.

Gårsdagens seks vindertal i Onsdags Lotto kunne spillerne ikke ramme, så der er nu dobbelt Jackpot med i alt 22 millioner kroner på højkant næste onsdag. Så det kan være, at lottoforhandlerne får ekstra travlt i Albertslund i den kommende tid.

Publiceret 22 July 2010 13:37