'Fængslet' skildrer livet i det åbne statsfængsel i Nordsjælland. Foto: DR.

'Fængslet' skildrer livet i det åbne statsfængsel i Nordsjælland. Foto: DR.

Kom bag tremmer i Horserød Statsfængsel

Følg livet i det åbne statsfængsel i Nordsjælland i ny DR-serie

Af
Jesper Lundh

Drabsmænd, pædofile, spritbilister og indbrudstyve sidder hver dag burret inde i Horserød Statsfængsel. Et tv-hold har gennem et år fulgt virkeligheden i det nordsjællandske fængsel nær Helsingør.
I Horserød er der ingen høje mure, men alligevel et utal af regler, der skal følges. I serien fortæller en række fanger åbent om deres kriminalitet, om stofmisbrug, om savnet af børn og familie, om angsten for at falde tilbage i kriminalitet. Og om drømmen om et bedre liv.

I Horserød er hver eneste dag en slags kattens leg med musen. 100 fængselsbetjente skal sørge for, at fængslets regler overholdes. Men fangernes fantasi kender ingen grænser, når det handler om at smugle stoffer, sprut og mobiltelefoner ind i Danmarks største åbne fængsel .
Debutant
Kvindeafdelingen er et helt særligt sted. Her afsoner 24-årige Linda sin første dom. Hun er idømt 4 måneders fængsel for medvirken til vold - men Linda er mørkeræd.
"Jeg kan ikke lide at være alene om natten. Så jeg er utryg, når de låser cellen af for natten," siger Linda. Hun skal nu i gang med at forsøge at finde fodfæste blandt de andre kvinder, for også her er der stærke og svage fanger.

Horserød har også en familieafdeling, hvor børn kan bo hos deres far eller mor i weekenden. Melanie på 3 år ved ikke, at hendes far er kriminel.
"Jeg har sagt til hende, at jeg arbejder her. Der bliver noget, der skal forklares en dag," konstaterer hendes far, Niklas, der sidder i Horserød for tyveri.

Livet i Horserød er meget andet end stoffer og konflikter. Her er værksteder og en skole. Købmand, kirkekor og et fodboldhold. Madlavning, træning og hygge. Og så følger serien nogle af de fanger, der bliver løsladt og nu skal tilbage til et normalt liv. Filosofien bag åbne fængsler er at forsøge at gøre tilværelsen så normal som overhovedet muligt for de indsatte.

"Man bliver mindre forhærdet af at komme i et åbent fængsel end hvis man kommer i et lukket. Man får ikke de samme aggressioner og det samme had mod samfundet og systemet, og så vi kan bedre påvirke og motivere de indsatte til ikke at begå ny kriminalitet igen," forklarer fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen.
Tv-serien 'Fængslet' er en serie på 10 afsnit, der sendes hver torsdag klokken 20.30 på DR1 fra den 16. september.

Publiceret 09 September 2010 14:33