Psykiatriske patienter får færre kroner i næste års budget. Foto: Colourbox.

Psykiatriske patienter får færre kroner i næste års budget. Foto: Colourbox.

Sindslidende rammes hårdt af sparekniv

Hovedstadsregionens psykiatriske patienter skal spare 48 millioner.

Af
Jesper Lundh

Færre sengepladser, kortere behandlingsforløb og længere transporttid til psykiateren. Det er nogle af de konsekvenser, som sindslidende og deres pårørende kan forvente af næste års budgetter for sundhedsområdet - og patienterne i Region Hovedstaden ser ifølge Kristeligt Dagblad ud til at blive hårdest ramt.
Alene i denne region lyder spareforslaget på 48 millioner kroner. Nu har psykiaterne har fået nok af det, de kalder en årelang og "skammelig" forfordeling af deres patienter.
"Vores dagligdag er, at der lukkes afdelinger. At patienter, der burde behandles, end ikke bliver set. At der hele tiden er brug for senge, der ikke findes. At døgnafsnit ændres til femdøgnsafdelinger, så personalet hver fredag ikke aner, hvad de skal stille op med patienter, som ikke kan klare at komme hjem i weekenden." Sådan skrev Danske Psykiateres og Børnepsykiateres Organisation i et åbent brev til sundhedsminister Bertel Haarder.

Ifølge organisationen er antallet af sengepladser i voksenpsykiatrien på ti år faldet fra godt 4100 til knap 3100. Og hver gang resten af sundhedsområdet har fået tilført 30 kroner, har psykiatrien fået 10.
Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger vil Region Sjælland spare 10 millioner på psykiatriområdet, mens Region Midtjylland lægger spareplaner for 12 millioner kroner.

Publiceret 09 September 2010 16:37