Hamid Vazin, leder af Nexus, ses her i de naturskønne områder omkring institutionen, der ligget tæt på af fjorden. I baggrunden er en af de unge ved at skulle ud på den første kanotur i sit liv. Foto Peter Rahbek

Hamid Vazin, leder af Nexus, ses her i de naturskønne områder omkring institutionen, der ligget tæt på af fjorden. I baggrunden er en af de unge ved at skulle ud på den første kanotur i sit liv. Foto Peter Rahbek

NEXUS:

Naboer går i offensiv mod institution

Gruppen af borgere, der vil have Nexus lukket, går nu i gang med at samle de tunge skyts sammen mod ungdomsinstitutionen i Jægerspris

Af
Af Mette B. Sørensen

Indbrud, tyveri, trusler og dødskørsel er blot nogle af de kriminelle ting unge fra institutionen Nexus sættes i forbindelse med, og selvom leder af Nexus, Hamid Vazin, allerede har lovet bod og bedring er en lille gruppe borgere ikke tilfredse.
De helmer ikke før Nexus har drejet nøglen om, og de kriminelle unges eskapader i Jægersprisområdet blot er minder og ikke mulige fremtidsforudsigelser.
Derfor søger modstandsgruppen "Flyt Nexus" nu med lys og lygte efter frivillige til at gå i flæsket på Nexus med alt lige fra aktindsigter til retssikkerhed og byggesagkyndige, der kan vurdere om renoveringen af Nexuslokalerne er forgået korrekt.
"Det skulle undre mig meget, hvis vi ikke er beskyttet af regler om retsbeskyttelse, magtmisbrug eller lignende," siger primusmotor bag gruppen, Bo Bøgvald, der er en af institutionens naboer.

Sikker på lukning

Han er fuldstændig overbevist om, at det nok skal lykkes for gruppen af få lukket Nexus i Jægerspris.
"Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvis det her er tilladt i et land som Danmark," siger han og hentyder til både institutionenes beliggenhed, som han mener er alt for tæt på naboerne, og til det faktum, at naboerne slet ikke er taget med på råd omkring Nexus's opståen i Jægerspris.
Bo Bøgvald fortæller, at han skam støtter fuldt op om et projekt som Nexus og dets eksistensberettigelse, stedet skal bare ikke ligge i hans baghave.
Den modvillige nabo fortæller ligeledes, at en del af naboerne og beboerne i det omkringliggende sommerhusområde er desideret bange for de unge på institutionen.
"Der er klart nogle, der er bange. Personligt er jeg ikke, men der er folk, der ikke tør gå alene ud, og der bliver holdt rigtig meget øje med børnene, når de er ude og lege," siger han.

Godt naboskab

Leder af Nexus, Hamid Vazin, beklager de uheldige situationer, der har været omkring institutionens unge, og siger:
"Naboerne har selvfølgelig deres fulde ret til at sætte de initiativer i gang, som de mener er nødvendige for at beskytte deres interesser."
Han understreger samtidig at institutionen og de omkringboende borgere i dagligdagen faktisk har et godt naboskab, hvor der både er tid til en kop kaffe og en åben dialog om tingene.
Hamid Vazin er ikke som sådan ærgerlig over den modstand Nexus møder, da han ikke opfatter den som et kamp mod Nexus i sig selv men blot mod institutionens beliggendehed, og til Bo Bøgvalds forudsigelse om, at det nok skal lykkedes for "Flyt Nexus" gruppen at få ændret stedets adresse, siger Hamid Vazin:
"Jeg har ikke et bud, som er bedre eller ringere, end det Bo måtte sige. Jeg koncentrerer mig udelukkende om, at jeg og andre her har de nødvendige faglige kompetencer til at hjælpe de unge."

Publiceret 12 September 2010 04:00