Kronprinsparret med lederne fra Landsforeningen af Væresteder, der modtog den Store Sociale Pris 2010. Foto: Jakob Boserup

Kronprinsparret med lederne fra Landsforeningen af Væresteder, der modtog den Store Sociale Pris 2010. Foto: Jakob Boserup

Mary og Frederik gav halv million væk

Kronprinsparrets Store Sociale Pris tilfaldt torsdag aften Landsforeningen af Væresteder

Af
Pernille Kristensen

Torsdag var kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i gavehumør, da de sammen i Den Sorte Diamant i København uddelte tre priser fra deres fælles fond til gavn for socialt arbejde.
Den største af priserne var på 500.000 kroner og tilfaldt Landforeningen af Væresteder, der siden 1998 har arbejdet for at sikre socialt udsatte borgere et fristed med støtte og samvær. Siden Landsforeningen af Væresteder blev etableret, har foreningen gennemført en række store succesfulde arrangementer bl.a. sejladsen Håbet, Tour de Udsat og Udsatte Legene 2009. Med den halve million skulle der gerne blive mulighed for flere lignende arrangementer.

Trygge rammer

Kronprinsparret gav desuden to gange 50.000 kroner væk til henholdsvis Baglandet, der er et rådgivningscenter og mødested i København, og værestedet Amarngivat, der ligger i Tasiilaq i Grønland
Hos Baglandet fokuserer man på at støtte unge og voksne, der som børn har været anbragt uden for hjemmet, og sikre dem orden i en til tider kaotisk tilværelse.
Værestedet Amarngivat arbejder for at give trygge rammer for østgrønlandske børn fra 5 til 14 år med aktiviteter, socialt samvær og nødherberg.

Rådgivende udvalg

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 og har indtil forrige år bestået af en kulturpris på 500.000 kroner og en social pris på 250.000 kroner, hvilket nu altså er blevet forhøjet til 500.000 kroner hvert andet år. Den Sociale Pris gik i 2005 til Red Barnet, i 2006 til Julemærkefonden, 2007 til Ventilen og i 2008 til Morgencaféen for Hjemløse.

Det er et rådgivende udvalg af fagfolk og eksperter, der i samråd med kronprinsparret kommer frem til, hvem der skal begunstiges. Hovedprisen tilfalder en 'forening, organisation, institution eller et projekt, som gennem en årrække har gjort en bemærkelsesværdig og ekstraordinær indsats for en social udsat gruppe i Danmark eller Grønland'.

Publiceret 01 October 2010 10:26