Allerød Nyts redaktør, Peter Klar (t.v.), modtager guldprisen for årets bedste lokale nyhedshistorie af Steen Trolle, formand for dommerkomiteen, der uddeler Ugeavisernes Årspriser. (Foto: John jessen Hansen)

Allerød Nyts redaktør, Peter Klar (t.v.), modtager guldprisen for årets bedste lokale nyhedshistorie af Steen Trolle, formand for dommerkomiteen, der uddeler Ugeavisernes Årspriser. (Foto: John jessen Hansen)

Guld, sølv og bronze til Politikens Lokalaviser

Politikens Lokalaviser markerede sig igen i år på flotteste vis, da Ugeavisernes Årspriser blev uddelt i forbindelse Brancheorganisationen Ugeavisernes efterårsseminar tirsdag-onsdag i Kolding.
I et felt, der blev betegnet som det hidtil stærkeste i konkurrencens femårige levetid, blev det til både en guldmedalje, en sølvmedalje, to bronzemedaljer og en stribe hædrende omtaler til aviser fra Politikens Lokalaviser.

Allerød Nyt strøg helt til tops i kategorien 'Årets bedste nyhedshistorie' for sin intensive dækning af konstitueringsdramaet efter kommunalvalget.
"Lokaljournalistik når det er allerbedst. På et niveau der matcher både de landsdækkende dagblade og nyhedssites," lød det blandt andet fra dommerkomiteen, som fremhævede Allerød Nyts evne til at bruge alle platforme i bestræbelserne på at levere en minut-for-minut-dækning af de dramatiske dage, hvor borgmesterposten i Allerød skiftede hænder flere gange.

I samme kategori fik Lokalavisen Egedal og journalist Sofie Herschend bronze for en artikelserie om handicappede borgere, som ikke har fået den ledsager, de har krav på.

I kategorien redaktionelle ideer og initiativer var der sølv til Politikens Lokalaviser og Martin Warming og Jacob Damkjær fra Nyhedsredaktionen. Prisen blev givet for det store fælles indbrudstema fra foråret, hvor Martin og Jacob blev fremhævet for deres webtv-indslag og tværgående historier.

Endelig var der bronze i feature-kategorien til Roskilde Avis og journalist Thilde Lejre, fotograf Erling J. Pedersen og layouter Klaus W. Rasmussen for artiklen "Det swinger på sexlegepladsen", en reportage fra en lokal swingerklub.

Foruden medaljevinderne fik følgende af Politikens Lokalaviser hædrende omtale:
• Uge-Nyt Fredensborg for serien "Årets gang i skrald".
• Roskilde Avis for hhv. "Redaktør for en Dag", offensiv brug af sit borgerpanel og for featureserien "Religion i Roskilde".
• Hillerød Posten for serien "Kampen mod kiloene", hvor redaktør John Jessen Hansen og journalist Tim Panduro formåede at tabe sig 30 kilo i fuld offentlighed.
• Ugebladet Hørsholm for serien "Bag stationens mure", hvor avisen åbnede den lokale politistation for læserne.
• Frederikssund Avis for kortlægning af elendig sikkerhed på kommunens legepladser.
• Lokalavisen Egedal for en nyhedsserie om faldefærdige skibsvrag i Jyllinge Havn.

Publiceret 14 October 2010 13:11