Frederikssund i sorg:

Farvel Heidi og Bjørn

Fest-aften i Parken blev forvandlet til tragedie

Flaget gik på halv på Falkenborgskolen  i Frederikssund onsdag morgen til minde om de to søskende Heidi og Bjørn Larsen, der blev dræbt ved en voldsom bilulykke tirsdag eftermiddag på Hørup Skovvej.

15-årige Heidi var elev på Falkenborgskolen, mens hendes 18-årige storebror var tidligere elev på stedet.
Trafikulykken, hvor også en 47-årig kvinde fra Frederikssund blev alvorligt kvæstet, sendte tirsdag aften chokbølger gennem store grupper af unge i Frederikssund, der kendte de to dræbte.
Onsdag formiddag havde flere venner allerede været ude ved ulykkestedet for at vise de to dræbte den sidste respekt med lys og blomster.
Også på Facebook sørgede vennerne og sendte deres støtte til de pårørende:
"Jeg snakkede så sent som i går med dem begge og deres fader. De var begge smilende og glade, som de plejede...
åååh, jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal gøre af mig selv - jeg er så forfærdelig ked af det"
"Bjørn, du var en af de venner, jeg havde regnet med jeg skulle have hele livet. Kan ikke lade vær´ med at at tænke tilbage på sidste gang vi var sammen, der sad vi i din bil. Glemmer aldrig hvad din mor sagde til mig; at hun var så glad for, vi nåede at blive så tæt. Aldrig i mit liv har jeg været så grædefærdig, over for...Bjørn først nu, har jeg opfattet hvor meget du betød for mig"
"Hvorfor!?): Det kan ikke være rigtigt, det er jo helt forkert!!! Det gør mig så ondt! Hvil i fred !Mine tanker går 100 % til venner & familien".
Ulykken skete på Hørup Skovvej, og stedet har allerede fået sit eget mindested. Det orange grus, der skal suge olie op ligger på vejen, sammen med enkelte rester fra ulykken og peger diskret ind mod stedet, hvor autoværnet har fået et ordentligt tryk ind.
Her, ganske diskret ind mod rabatten finder man et lys, en nakkestøtte og blomsterbukketter. På den anden side af autoværnet ligger et grønt biltæppe. Og rundt om mindestedet minder hundredevis af orangefarvede lygterester sammen med andre bilstumper om tragedien, der fandt sted tirsdag eftermiddag.
Ulykken var så voldsom, at bilen, de søskendeparret kørte i, efter sammenstødet var blevet presset sammen til en bredde på 38 cm. på kollisionsstedet, mens bilens normale bredde er 160 cm.
Ifølge Lokalavisens oplysninger var de to på vej til København, hvor Heidi skulle have set FCK spille mod Barcelona.
Opdateres

Publiceret 03 November 2010 09:00