Coloplasts hovedkvarter i Humlebæk. Pressefoto

Coloplasts hovedkvarter i Humlebæk. Pressefoto

Coloplast afleverer flot regnskab

Medicovirksomheden er kommet godt igennem de sidste par år

Af
Pernille Kristensen

Medicovirksomheden Coloplast har netop afleveret et årsregnskab for 2009/2010, som den nordsjællandske virksomhed selv betegner som "særdeles tilfredsstillende". På bundlinjen er en vækst på otte procent og en overskudsgrad på 21 procent, hvilket gør, at Coloplast allerede har nået de finansielle mål, der var sat længere ude i fremtiden.

"Jeg er yderst tilfreds med resultatet. Coloplast har leveret et resultat, der lever op til både vores egne og markedets forventninger. Vi indfrier samtidig vores langsigtede måIsætninger om at vokse mere end markedet og levere en overskudsgrad (EBIT) på 20 procent tidligere end forventet. Det betyder, at vi fremover vil have et mere balanceret fokus på vækst og bundlinie, end vi har haft over de sidste par år, hvor vi har prioriteret bundlinien højere end væksten," siger adm. direktør, Lars Rasmussen fra Coloplast.

Bruttoresultatet steg 15 procent til 5.844 mio. kr. Dette svarer til en bruttomargin på 61 procent mod 58 procent sidste år.

Det er særligt områderne for stomi og kontinens, der har været vækst i for virksomheden, mens salget af sårplejeprodukterne er uændret i forhold til sidste år. Lars Rasmussen forventer, at de gode takter fortsætter.

"Vi forventer, at Coloplast kan nå en overskudsgrad på 23-25 procent næste år. Det skyldes først og fremmest, at vi nu ser effekten af udflytningen af produktionen samt vores forbedrede omkostningsdisciplin," mener han.

Publiceret 04 November 2010 07:45