DTU skal lede et stort forskningsprojekt indenfor Alzheimer-området. Foto: Colourbox

DTU skal lede et stort forskningsprojekt indenfor Alzheimer-området. Foto: Colourbox

DTU skal lede stort europæisk alzheimer-projekt

DTU Nanotech har fået 10,5 millioner kroner til at lede et stort EU-projekt, der skal gøre det lettere at diagnosticere alzheimer

Af
Af Theis Otzen

DTU har endnu en gang bevist, at de tager forskningen seriøst. DTU Nanotech har netop fået bevilliget 10,5 millioner kroner til at lede et stort og prestigefyldt EU-projekt, der skal udvikle et målesystem til diagnosticering af alzheimer og lignende nervesygdomme i hjernen.
Målet med EU-projektet 'Nanosystems for early Diagnosis of neurodegenerative Diseases' er at konstruere et målesystem, der inden udbruddet af en nervesygdom kan afsløre, om der er sket ændringer og ubalancer i hjernecellerne - en udvikling, som senere kan føre til alzheimer, parkinson eller lignende typer demens, hvor mekanismer i celler ødelægges.

Projektet varer fem år og skal føre til udvikling af et lille instrument, som den praktiserende læge rutinemæssigt kan benytte til at se, om patienten vil udvikle en nervesygdom. Hidtil har disse sygdomme været uhelbredelige, men lægevidenskaben håber på snarlig udvikling af ny medicin, som vil have størst virkning, hvis ændringer i hjernecellerne opdages i tide.

Professor Jörg Kutter fra DTU Nanotech er koordinator for projektet, som rummer 18 samarbejdspartnere, heriblandt førende forskere fra europæiske universiteter, forskningsinstitutioner og virksomheder.

"Vi står foran et spændende samarbejde med Europas førende eksperter inden for de teknologier, der skal udvikles og kombineres for at konstruere et målesystem til test for demens-sygdomme. For DTU Nanotech er projektet udbytterigt, fordi det bringer os i en globalt ledende position inden for lab-on-a-chip til detektering af sygdomme. Dertil kommer, at vi får et samarbejde med bl.a. Curie-instituttet i Frankrig, der er en stor kapacitet på området," siger professoren i en pressemeddelelse.

Man vurderer, at der i Danmark er ca. 42.000 ældre med alzheimer – svarende til 7 % af befolkningen mellem 65-84 år.

Publiceret 10 November 2010 14:00