Foto: Colourbox.

Foto: Colourbox.

Skat jagter sort rengøring på skoler

12 rengøringsfolk undersøgt af Skat ved nordsjællandsk aktion

Af
Jesper Lundh

Tre skoler i Nordsjælland har haft uanmeldt besøg af skattefar og politiet, der var på jagt efter sort arbejde i rengøringsbranchen.
På skolerne fandt Skat og Udlændingesektionen fra Nordsjællands Politi 12 personer, hvoraf flere kun havde været ansat i ganske kort tid.
Fire personer var blevet ansat indenfor de sidste fjorten dage og en havde været ansat i en måned. To hævdede, at de slet ikke var ansat - selvom der var en ansættelseskontrakt på dem. Og endelig var to på prøve.
Tre af de ansatte bor slet ikke i Danmark, to var indrejst samme dag, som de blev ansat, og en var indrejst tre dage efter sin ansættelse.
"Det er ikke et overraskende resultat. Vi har tidligere haft rengøringsprojekter kørende, der har vist, at der er en del sort rengøring," siger Hanne Nielsen, afdelingsleder i Skat Nordsjælland, til Lokalavisen.dk.
Hun ønsker hverken at fortælle, hvilke tre skoler Skat har besøgt, eller i hvilke kommuner skolerne ligger.
Resultatet fra Nordsjælland skal bruges i Skats kommende arbejde for at få vasket den sorte rengøring hvid. Næste år sætter Skat fart på et landsdækkende projekt om netop sort rengøring.



null

Publiceret 10 November 2010 13:12