Syg i København, rask i Frederikssund

52-årige Arne er sendt på pension af Københavns Kommune, men i Frederikssund får han stemplet "sund og rask".

Af
Af Mette B. Sørensen

"Sidder du ned Arne," spørger den kvindelige stemme i telefonen.
Og ja, Arne sidder ned. Som altid har han kørt sin Skoda Octavia ind til siden i det øjeblik, mobilen ringer. Det er mandag 11. december 2006, og det er reumatologen fra Holbæk, der ringer for at fortælle Arne resultatet af scanningen. Han har seks diskusprolapser i nakken og nogle af ryghvirvlerne mellem skulderbladene er vokset sammen. Arne sidder helt stille og kigger ud af foruden, imens han fordøjer nyheden. Han synker, men mærker klumpen blive siddende, og tænker på reumatologens råd "Nyd den tid du kan få, der er god".
I atten år har Arne løftet den tre kilo tunge hammer højt over sig og lagt alle kræfter i slaget for at flække de tunge støbejernsvandrør, der normalt er gemt væk under asfalten i Københavns gader og stræder. Hundredevis af slag dag efter dag, der alle har forplantet sig fra Arnes stærke fingre op gennem de muskuløse arme til nakken. Og efter tiden som rørlægger arbejder Arne seks år som tilsynsførende samme sted. Et knapt så fysisk hårdt arbejde, hvor han undgår at blive sprøjtet til af det blot 4 grader varme vand i rørene, men stadig et arbejde, hvor Arne er afhængig af sin tro følgesvend gennem 24 år - hammeren. Op til 225 slag per dag slår han for at få løsnet de metaldæksler, som tusindvis af lastbiler har kørt mere og mere fast gennem tiden.

Snigende smerter

Smerterne er kommet snigende gennem årene, og Arne har forsøgt at holde dem nede med kiropraktortider og massageaftaler. Men 26. september 2006 kan han ikke mere. klokken ti om formiddagen kommer Arne tilbage til kontoret og meddeler sin chef, at han går syg hjem. Hans røde øjne og sammensunkne krop giver ingen anledning til protester fra chefen, der sender Arne hjem med ønsket om god bedring. Det blev Arnes sidste arbejdsdag.
Knapt et år efter begynder hans tur i den kommunale tørretumbler.
Arne var kun 12 år, da han i 1970 fik sit første arbejde på en benzintank. Siden dengang har han været vant til selv at tjene sine penge, og han altid været stolt over sin arbejdsmoral. Så selvom Arnes arbejdsprøvninger hos Volvo og siden byggefirmaet XL ikke går helt, som Arne gerne vil det, påpeger han flere gange overfor sin sagsbehandler, at han gerne vil tilbage til arbejdsmarkedet. Men ofte virker det som, at Arne og sagsbehandleren snakker to forskellige sprog, og Arne føler sig mistænkeliggjort og stemplet med prædikatet "doven og uduelig". Ydmygelsen og vreden ulmer i ham. Han er jo ikke en eller anden 19-årig, der har haft 14 forskellige job, og som i virkeligheden ikke gider arbejde. Arne er 50 år og haft det samme arbejde i 24 år.
For eksempel skriver sagbehandleren den 15. august 2007, at "det er en barriere, at XX oplever sig at være fysisk begrænset", men for Arne er følelsen af at blive banket i hovedet med en stegepande og at have ondt i alle sine 189 centimeter virkelig nok. Derfor forstår han heller ikke kommunallægens vurdering af, at hans arm udelukkende har nedsat styrke, fordi Arne selv holder den stille. Eller sagsbehandlerens kommentar "Med baggrund i kommunallægens samlede vurdering af de heldbredsmæssige forhold vurderer jeg, at XX – bortset fra den nuværende nedsatte styrke i armen at XX er sund og rask".

Giver ingen mening

Det giver ingen mening for Arne. Slet ikke set i forhold til vurderingen fra overlæge Henning Bliddal, der i sin tilbagemelding til København Kommunes pensioneringsrådet skriver, at "det er vurderingen at pågældendes erhvervsevne er nedsat til under 1/3.."
Eller speciallægeerklæring fra arbejdsmedicinsk klinik i hillerød, hvor afdelingslæge Morten Blønd skriver "Lidelsen medfører betydelige funktionsindskrænkning både privat og erhvervsmæssigt" og "Der findes kraftigt nedsat bevægelighed i halshvirvelsøjlen" samt "der findes betydelig nedsat kraft i venstre arm, der holdes stort set fikseret".
Den 30 maj 2008 vurderes det af Frederikssund Kommune, at Arne kan raksmeldes til ordinært arbejde med skånebehov, og den 19. november meddeler kommunen Hans, at hans sag hos Frederikssund Kommune er stoppet.
Var Arne ikke heldig, skulle han nu til at kæmpe for sin ret til fleksjob. Kæmpe for at bevise, at han virkelig har kroniske smerter. Kæmpe for at have noget at leve af. Men Arne er heldig. Arne har nemlig arbejdet i Købehavns Kommune og her tror man på den overlæge, der vurderer, at han har en erhvervsevne, der er nedsat til under 1/3. Man tror på konklusionene hos Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød, der beskriver Arnes smerter og ligeledes hans nedsatte funktionsniveau. Derfor har Arne ganske problemløst fået tilkendt pension af Københavns Kommune. En pension han sagtens kan leve af. Han orker derfor ikke at hænge i en snor nede på kommunen med mistanken om uretmæssigt at ville rage kommunens penge til sig blot af principielle grunde. Så principiel er Arne ikke.

Arne er et opdigtet navn. Personens rigtige identitet er kendt af redaktionen.

TEMA: DEN SYGE VENTETID

Du kan læse flere artikler i temaet her .

Publiceret 18 November 2010 03:00