Normalt bruger man blot avisen til læsning. Men en 60-årig mand brugte sin avis til noget lidt andet under en togrejse med hillerødtog i sommer. Modelfoto: Colourbox

Normalt bruger man blot avisen til læsning. Men en 60-årig mand brugte sin avis til noget lidt andet under en togrejse med hillerødtog i sommer. Modelfoto: Colourbox

Blotter gik bag om nyhederne

En 60-årig mand er blevet dømt for usædvanligt blotteri

Af
Tim Panduro

Selv om en 60-årig togpassager sad med en åben avis, da to teenagepiger tog plads over for ham i Lokalbanen på vej fra Hillerød til Helsingør, var det ikke dagens nyheder, der optog ham. De to piger kunne konstatere, at manden i stedet var optaget af en legemsdel, der plejer at være forsvarligt gemt bort hos mere almindelige togpassagerer.
Fredag stod den 60-årige mand tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved retten i Hillerød for episoden, der fandt sted 29. juni klokken 10.20 i år.
Manden virkede noget beklemt ved situationen, da han blev bedt om at afgive forklaring, og selv om han erkendte, erklærede han, at han ikke havde haft planer om at blive set.
"Jeg havde korte bukser på, og jeg sad og læste i avis, så jeg troede ikke, at det kunne ses. Men bag avisen blottede jeg mit lem. Det har så kunnet ses, og det må jeg jo stå ved."

Tænkte ikke på sig selv som krænker

Forsvareren spurgte om årsagen til, at han havde blottet sig, når han troede, at ingen kunne se ham:
"Det var bare tanken om at blotte mig i det offentlige rum bag avisen. Jeg  gør det aldrig mere. Jeg tænkte ikke på mig selv som en krænker, men det må jeg til."
Manden vurderede i retten, at han havde blottet sig i to til fire minutter, og at pigerne ikke havde sagt noget til ham:
"Den ene lo lidt umotiveret. Jeg tænkte at hun måtte være...ikke så kvik", sagde manden, der ikke tidligere er straffet.
Dommen endte på seks dagbøder af 500 kroner. Den 60-årige modtog dommen på stedet.

Publiceret 19 November 2010 13:00