Seks gange på seks måneder har en familie oplevet at få stjålet cykler fra Hareskov Skole og Hareskov Station. Der foregår mange andre tyverier i området, har de hørt, og spørgsmålet er om det er organiseret.

Seks gange på seks måneder har en familie oplevet at få stjålet cykler fra Hareskov Skole og Hareskov Station. Der foregår mange andre tyverier i området, har de hørt, og spørgsmålet er om det er organiseret.

Familie hårdt ramt af tyverier

Frustreret Hareskov-familie oplever organiserede tyverier i stigende omfang i området og opfordrer alle til at være på vagt

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Er der noget bedre end at få en ny cykel? Nej, vel - men hvis den bliver stjålet med det samme igen, er det ikke særligt sjovt.
Seks gange på et halvt år har en familie i Hareskovby oplevet den glade følelse af at få en ny cykel - og herefter den bitre følelse af, at vidunderet bliver taget igen.
"Fire gange har det været fra Hareskov Skole, to gange fra Hareskov Station," fortæller moderen i familien, ikke ønsker at få deres navne frem, men gerne vil oplyse at den bor på Poppel Allé.
"Vi er bare bange for, at vi så bliver endnu mere udsatte," som kvinden siger.

Organiseret?

Cykeltyverier kan måske for udenforstående virke som en mildere form for kriminalitet, der kan klares over forsikringen, og så er den potte ude. Men så enkelt er det ikke for familien.
Tyverierne har sat sine tydelige spor, også hos de to børn på 14 og 9 år, ikke mindst fordi familien, gennem snak med andre i Hareskovby, har fået et billede af at der foregår organiserede tyverier.
"Vi talte med en familie, der oplevede at der stod to mænd i stuen ved højlys dag, da den ene kom hjem," fortæller kvinden.

Mod grænsen?

Billedet bekræftes hos andre i området, og kvinden, der har boet mange år i Hareskovby, mener ikke at have oplevet noget lignende:
"Det sidste halve år er det gået helt amok. Der er virkelig mange tyverier, både indbrud og cykeltyverier."
Familien har gennem snak med andre hørt rygter om, at de stjålne cykler bliver smidt direkte på en lastvogn og kørt mod grænsen, til østeuropæiske lande. Flere har naturligvis talt med politiet, men man er ikke imponeret over indsatsen:
"Vi føler ikke det bliver taget alvorligt. Her forleden kørte der to patruljebiler gennem Hareskovby, men det var først efter lang tids pres."

Opfordring

Nu har familien installeret alarmsystem i huset, og der er lavet aftaler om nabohjælp med andre i byen. Familien har valgt også at gå til avisen, og det sker for at bringe en opfordring:
"Vi vil gerne opfordre alle i området til at være på vagt og holde godt øje med om de ser noget mistænkeligt. Så det straks kan indberettes, hvis man ser noget," lyder det fra familien på Poppel Allé.
Avisen forsøger at indhente en kommentar fra Nordsjællands Politi om tyveri-bølgen i Hareskovby, og håber at kunne følge op senere her på furesøavis.dk og i Furesø Avis i næste uge.

Publiceret 19 November 2010 10:58