Hvad loftet på Linderupgård gemte

En kane, gamle træski og en sparkstøtting, det var blandt andet noget af det, der, godt støvet til, blev fundet i gemmerne på Linderupgårds gamle loft

Af
Af Birgitte Masson

Engang imellem skal der ryddes op og muges ud. Særlig i kældre og på lofter, hvor overflødigheder ind i mellem har det med at hobe sig op. Det gælder ikke bare i private husholdninger, men lige så ofte i virksomheder, store som små.
Den gamle fire-længede Linderupgård i Frederikssund hører under katalysatorfabrikken Haldor Topsøe A/S. Også her trængte der forleden til at blive ryddet op i gemmerne. Og det var ikke småting som havde fundet vej til det gamle loftsrum siden Haldor F. Topsøe købte gården i 1958, 18 år efter han grundlage virksomheden.
Flere ansatte blev sat på opgaven, en af dem var Christian Riise. Det seneste halve år har han været ansat i flex-job i virksomhedens miljøafdeling. Og forleden stod han på hovedet i gemmerne og i spidsen for oprydningen, hvor det var alt lige fra gamle sort-hvide billeder, malkeskamler, en kane fra svunden tid og gamle flasker til æblemost som dukkede frem af støvet.
"Pas på hvor I træder, nogle steder er der bare nogle gamle brædder som er godt møre," lød det forsigtigt fra Christian Riise.
Og med tungen lige i munden klarede både Lokalavisens fotograf og journalist at balancere rundt på loftet uden at gå igennem de skæve og, nogle steder, temmelig møre loftsbrædder.
En gammel kane var allerede bugseret ned fra loftet. Den havde Haldor Topsøe, i følge Christian Riise, ønsket at få bragt til sins bopæl i Nordsjælland. Men både sparkstøtte, ski, vinballoner, bøger, patentflasker til det daværende æblemosteri på gården og andre sjove effekter manglede stadig at blive enten smidt ud eller overdraget til Lokalhistorisk arkiv og Egnsmuseet Færgegården i Jægerspris.

Publiceret 19 November 2010 03:00