Den tidligere politidirektør, Hanne Bech Hansen, som bor i Hellerup, har skrevet sin første krimi.

Den tidligere politidirektør, Hanne Bech Hansen, som bor i Hellerup, har skrevet sin første krimi.

Bech Hansens fine debut

Hanne Bech Hansens debuterer som forfatter med en krimi, som blandt andet udspiller sig i Hellerup. Den hedder 'Lasten' og er spændende læsning, som blander hjemlige forhold med international kriminalitet. Det er en sympatisk bog, som giver læseren en ged

Af
Af Flemming Ravn Neft

Her i denne kolde vintertid byder Hanne Bech Hansens nye krimi på god og hyggelig læsning.
'Lasten' er skrevet af en kvinde, der kender sit fag. Bech Hansen, der bor i Hellerup, blev cand.jur. ved Århus Universitet i 1964. Siden har hun gjort karriere som chef for PET og var i 14 år politidirektør ved Københavns Politi. I sit nybegyndte otium har hun foreløbigt planlagt at skrive en trilogi, og heraf er 'Lasten' den første, netop udkomne bog.
Krimien foregår i foråret 2009, hvor bandekrigen raser, og politiet må prioritere deres begrænsede resurser. Centralt for handlingen i 'Lasten' er et lastvognstog, som på overfladen skal bringe pubmøbler fra London til Danmark, men som i virkeligheden er ude i et kriminelt ærinde. Hvad der gemmer sig i lasten i forbryder-syndikatets mystiske lastvognstog skal ikke afsløres her, men plottet er desværre meget realistisk.

Indsigt

'Lasten' er en spændende og gedigen krimi, som har mange kvaliteter. Bogen er indsigtsfuld uden at være indforstået, og den skildrer kriminalitet og politiarbejde uden at være alt for ensidigt fordomsfuld eller klichéfyldt. Den giver nogen indsigt i, hvorledes politiet arbejder, uden dog at røbe de helt store hemmeligheder. Samtidig får man et indtryk af politiets hierarkiske opbygning og hierarkiske arbejdsgange.
Krimien holder sig til sagen: drabssagen, som skal opklares. Den er skrevet på en nøgtern og minimalistisk måde, idet de korte, faktuelle afsnit og de korte kapitler er med til at indramme handlingen og holde fokus. Man kunne næsten tale om en form for impressionisme, hvor læseren gives forskellige handlingsindtryk og selv skal være med til at sætte brikkerne sammen på en aktiv måde.
I de korte kapitler følger man de forskellige personer og de forskellige handlingstråde, og om man kan lide en sådan opsplitning af handlingen er naturligvis et temperamentsspørgsmål. Imidlertid synes denne teknik at fungere fint for Hanne Bech Hansen, fordi plottet er medrivende, og vi trods alt bevæger os fremad i retning af at forstå og opklare de forbrydelser, der binder handlingen sammen.
Handlingstrådene bringer os på en rejse. Moderne tider og ny teknologi afføder nye former for grænseoverskridende kriminalitet. Vi kommer vidt omkring, både nært og fjernt. Det uforudsigelige spiller en vigtig rolle i krimier, og skønt plottet er ganske ligetil og rejsen fængslende, bliver bogen aldrig forudsigelig. Læserens nysgerrighed bevares intakt.

Spænding for læseren

En vigtig skriveteknisk finesse, som en krimiforfatter må besidde, er evnen til at skabe spænding hos læseren – opstille gåder, som læseren ønsker løsningen på. Dette er en af drivkræfterne, som får én til at læse nysgerrigt videre. I 'Lasten' skaber de handlingsprægede afsnit og den megen dialog en interessant fremdrift. Som læser føler man, at der sker noget, at man så at sige kommer nogen vegne, alt imens plottet med alle dets tråde udfolder sig foran én.
Der foregår skjulte ting og sager. Der dukker mystiske personer op. Der er samtale mellem en kriminel og hans bedstemor, og der begås mord. Et sted beskrives en kvinde på flugt. Lige inden kapitlet slutter, skildres flugten således:
?Hun vendte sig om, da hun hørte noget pusle bag sig. Det syn, der mødte hende, fik hende til at stivne. To små, afkræftede væsener stirrede hende lige ind i øjnene?.
En sådan beskrivelse vækker et ønske om at vide mere. Citatet her er endvidere vigtigt for forståelsen af tematikken i bogen, men den dybere forståelse må man vente nogle sider med at finde ud af.

Gerningsmænd

Spænding er ikke kun ikke at vide, hvem gerningsmanden eller skurkene er. Dette røbes for så vidt tidligt i bogen. Spænding kan også skabes ved at betragte mennesker i uvisse situationer eller se dem færdes i deres vante omgivelser, have fokus på opklaringsarbejdet og se, hvorledes brikkerne i opklaringens puslespil stykkes sammen én for én. Livlighed, bevægelse og interessante handlingstråde er også med til at skabe 'action'.
Den ene af skurkene, en koldblodig morder, skildres med en ucharmerende opvækst. På et tidspunkt får efterforskeren mulighed for at besøge hans lejlighed, hvilket beskrives på følgende måde:
?Køkkenet var helt tomt, bortset fra tomme flasker og sammenkrøllede cigaretpakker ? Efter et kvarter havde Malika set nok. Nu kunne hun meget bedre forestille sig, hvad det var for en mand, de jagtede. En mand uden personlig smag. En kamæleon, med smag for luksus. En typisk forbryder, med andre ord. Men også en succesrig forbryder, tænkte hun, da hun så hans bil. Den røde Porsche der stadig holdt parkeret i garageanlægget under ejendommen.?

Malika

Arketypisk sagt, handler krimier ofte om kontrasten mellem det gode og det onde, og om forbrydelse og retfærdighed. Hovedpersonen på den 'gode' side er en nyudnævnt kvindelig vicepolitikommissær. Det er udmærket at have en kvindelig protagonist og sikkert forventeligt, når vi kender forfatterens egen baggrund og karriereforløb.
At protagonisten hedder Malika Asmina Els er straks mere overraskende. Navnet hentyder til en fremmedhed, som man sjældent knytter sammen med avancement og højere stillinger i dansk politi. Her er altså tale om en mulig ny trend.
Skal man lægge noget i navnesymbolikken? Måske. Navnet 'Malika' stammer fra det arabiske sprog og betyder 'dronning'. Dog synes der ikke at herske megen dronning – og endnu mindre dronningenykker – over Malika, der faktisk synes at personificere et oprigtigt og ukrukket ønske om at være dygtig og udfylde sin nyvundne ledende stilling som vicepolitikommissær med flid og samvittighed.
Når alt kommer til alt, virker Malika slet ikke særligt fremmedartet. Bortset fra at hun har svært ved at beherske det danske sprogs talemåder og finere nuancer, skildres hun som en helt 'almindelig' etnisk dansker, der blot har et fremmedartet navn, og som – måske – lige så godt kunne have heddet Olsen.
Man kan dog filosofere over, hvorfor hovedpersonen netop skal være fremmed – en kvinde med pakistanske forældre, som driver en kiosk i Hovedstadsområdet. Det skyldes næppe et ønske om at være politisk korrekt fra Hanne Bech Hansens side.
Derimod kunne det tolkes som et signal om, at således som samfundet og befolkningssammensætningen har udviklet sig de seneste årtier, vil dansk politi i forfatterens øjne være bedre stillet, hvis flere personer med indvandrerbaggrund søgte ind og blev medlem af politikorpset ud fra en idé om, at politiet bør afspejle befolkningen.
I hvert fald er Malika et interessant valg i tider præget af bandekonflikter og ghettooprør, hvor den konfrontationssøgende, skarpskydende og brandstiftende fjende ofte associeres med 'den fremmede'. Det er interessant at udgrunde de mulige sociologiske årsager til, at nogle borgere bliver samfundsnedbrydende individer og andre andægtige samfundsstøtter.

Dialog og udvikling

'Lasten' er velstruktureret, og sproget er pænt og nydeligt. Man finder ikke mange bandeord, vulgære sentenser eller erotiske udpenslinger – men læser man kun en krimi for at få dét?
Hanne Bech Hansen har bestemt bestået sit svendestykke udi skrivekunsten med sin debutroman, og hun lever til fulde op til Hemingways motto, som hedder 'show it – don?t tell it'. Det er et ideal, som går ud på, at forfatteren viser handlingen og ikke fortæller den. I 'Lasten' gør hun dette bl.a. ved hjælp af sine dialoger og bevægelsen frem mod opklaring og retfærdighed.
Dialoger skaber liv, men de er samtidig noget af det sværeste i en roman at få til at fungere. 'Lasten' er præget af mange og lange dialoger, og forfatteren synes at mestre kunsten at få dem til at virke troværdige, også selvom sproget aldrig bliver overmåde vulgært, men nok kan afspejle de niveauer af relationer, som er mellem mennesker – samt den kynisme og menneskeforagt som mennesker også kan indeholde.
Et tema i bogen er erfarenhed over for uerfarenhed i forhold til politiarbejde. Malika kan kritiseres, fordi hun er ung og uerfaren. Men man kan selvfølgelig ikke både være ung og samtidig have en gammel rottes professionelle arbejds- og livserfaring.
Malika er udset til at blive den gennemgående hovedperson i den lovede trilogi. Derfor bliver det yderst spændende at se, hvordan Livets barske realiteter og Malikas erfaringer med forbrydelser og grove kriminelle miljøer kommer til at udvikle hende som menneske og give anledning til et mere nuanceret følelsesliv såvel som større eksistentiel refleksion og visdom. Dette kunne være forhold, som med fordel kan udbygges i de kommende to bøger, som afventes med spænding.

Publiceret 20 November 2010 11:00