Fårene på markerne pløjer sig ned under sneen for at komme til græsset. Men de skal have foder hver dag, mener fåreavlerforening, der også kritiserer, at fårene ikke har adgang til frisk vand. Foto: John Jessen Hansen

Fårene på markerne pløjer sig ned under sneen for at komme til græsset. Men de skal have foder hver dag, mener fåreavlerforening, der også kritiserer, at fårene ikke har adgang til frisk vand. Foto: John Jessen Hansen

Fåreavler kritiseres for at udsætte dyr for tørst

Abu Mullahs får ved Herredsvejen skal have vand og mad hver dag, mener fåreavlerforening. “Hold nu kæft”, er reaktionen retur

Af
Tim Panduro

Sneen dækker jorden, og minusgraderne gør udendørslivet til en udpræget barsk oplevelse for både mennesker og dyr.
Den hastigt frembrusende vinter har fået læsere til at henvende sig til Hillerød Posten om de får, der går på Hillerød Kommunes jord ved Herredsvejen mellem Løngangsgade og Klostervej.
Nok har de et læskur, men der er ikke fast, daglig servering af mad, og det eneste drikkevand, de har, er i form af sne.
“De får mad cirka hver anden dag, og de behøver ikke vand. De kan æde sne, for det er der masser af,” siger fårenes ejer, det socialdemokratiske tidligere byrådsmedlem Abu Mullah, der har fået afgræsningsretten til området af Hillerød Kommune.
Det er langtfra godt nok, mener Lotte Gnistrup, distriktsformand i Dansk Fåreavls Nord- og Sydsjællandsafdeling.
“De skal have foder hver dag. Det er drøvtyggere, og de skal have adgang til mad på bestemte tidspunkter. Det er heller ikke nok, at de æder sne. Man kan selv regne ud, hvor meget sne, der skal til for at give de liter vand, fårene skal have hver dag. Man risikerer, at dyrene tørster ihjel”, siger Lotte Gnistrup.

“Hold nu kæft”

Abu Mullah erklærer sig mildest talt uenig i Lotte Gnistrups holdning.
“Hold nu kæft. Det er idiotisk at snakke om vand. De har sne. Jeg gider ikke at tale mere, om de får”, siger han, inden han afbryder forbindelsen.
Endnu en opringning ender i en lige så brat afslutning. Inden da når Abu Mullah dog at uddybe sine synspunkter.
“Jeg har haft får i 34 år, og jeg ved, hvordan de skal passes. Man skal holde kæft med, at de skal have vand. De har sne. Jeg gider ikke at tale om det. Du kan skrive, hvad du vil.”
Formand for Teknisk Udvalg, Tue Tortzen, der selv har en lille fåreflok, støtter til dels Abu Mullah.
“De kan sagtens nøjes med sne. Men naturligvis skal dyrene behandles forsvarligt.”



tim@hip.dk

null

Publiceret 02 December 2010 09:00