Er sne nok eller skal dyrene også have vand? Fåreavleren Abu Mulla mener det første - men Dyrenes Beskyttelse griber til politianmeldelse for at få lovens ord for, at det ikke er rigtigt. Foto: John Jessen Hansen

Er sne nok eller skal dyrene også have vand? Fåreavleren Abu Mulla mener det første - men Dyrenes Beskyttelse griber til politianmeldelse for at få lovens ord for, at det ikke er rigtigt. Foto: John Jessen Hansen

Fåreavler bliver meldt til politiet

Dyrenes Beskyttelse mener, at får ved Herredsvejen bliver misrøgtet

Af
Tim Panduro

Fåreavler Abu Mulla bliver nu meldt til politiet for overrtrædelse af dyreværnsloven.
Dyrenes Beskyttelses lokalafdeling i Hillerød står bag anmeldelsen, der kommer efter Hillerød Postens omtale af de forhold, Abu Mullas får er underlagt. Fårene går på kommunens grund ved Herredsvejen mellem Klostervej og Løngangsgade, og foreningen Dansk Fåreavl har blandt andet kritiseret, at dyrene ikke har adgang til frisk vand, men alene er henvist til at spise sne.
“Fårene har behov for fem liter vand om dagen, og det betyder, at de skal spise omkring 100 liter sne”, siger kredsformand for Dyrenes Beskyttelse Svend Erik Knudsen.
“Tirsdag opsøgte jeg ejeren af dyrene for at tale med ham og fortælle ham om reglerne. Normalt kan man snakke folk til rette, men det lykkedes ikke. Så nu har vi ikke anden udvej end at melde ham til politiet.”
Ifølge Svend Erik Knudsen er det første gang i hans to år som kredsformand, at foreningen griber til politianmeldelse.
Abu Mulla tager politianmeldelsen roligt.
“Dyrene kan sagtens nøjes med at spise sne. Jeg har ikke ændret holdning. Ellers har jeg ikke noget at sige”, siger Abu Mulla.

Publiceret 09 December 2010 07:00