I fodsporet på snemændene

Villabyerne var med, da Ronnie og Henrik ryddede op efter julens voldsomme snevejr. Det er hårdt arbejde, og de er ved at være godt møre

Af
Af Mikael Østergaard

"Her er der vist brug for os".
Ronnie's radarblik har spottet en snedynge ved et fodgængerfelt, og han og makkeren, Henrik, springer ud af bilen, hiver skovl og sneskraber ned fra ladet og går i gang med at rydde sneen. Fem minutter senere er de tilbage i bilen på vej mod næste opgave.
Ronnie, 36 år, og Henrik, 29 år, er ansat i Gentofte Kommunes vejafdeling og mødte kl. 7 om morgenen på kontoret på Ørnegårdsvej til briefing og fordeling af dagens opgaver. Rundt om bordet sidder i alt 20 medarbejdere, og en halv time senere rykker holdet af sneryddere ud.
Dagen inden har telefonerne kimet med klager fra borgere, der er utilfredse med den manglende rydning af kommunens cykelstier. Cykelstier er normalt gartnerafdelingens opgave, men i dag suppleres med medarbejdere og små traktorer fra vejafdelingen, så cykelstierne kan blive ryddet for sne.

Ondt i skulderen

For Ronnie og Henrik lyder dagens opgave på 'efterrydning'.
Første stop er Fredensvej, og efter en time er der meldt klar bane ved tre busstoppesteder, tre overgange og to fodgængerfelter. Mændene sveder, og Henrik har smidt jakken.
Bilen svinger til højre ad Jægersborg Allé.
"Her kunne der godt bruges noget salt", siger Ronnie, og Henrik har fanget budskabet. Springer ud af bilen og smider et par håndsfulde salt på det udsatte sted.
"Det er fint, at naturen viser tænder og viser, hvem der bestemmer. Men vi er ved at være trætte, og man kan godt mærke, at man knoklet i mange uger. Især skulderen er mærket af de mange stød, det giver, når man hamrer sneskaberen ind i en for høj flise", siger Henrik, der weekenden inden var på arbejde 19 timer på sin tilkaldevagt, og som juleaften kl. 10 blev kaldt ud til 'trapperuten', hvor der skulle ryddes sne på trapperne ned til tunneler.
"Når vi har tilkaldevagt, tjekker vi altid DMI's vejrudsigt på nettet for at se, hvor stor risikoen er for at blive kaldt ud. Men uanset hvad, vågner vi altid klokken tre om natten, for det er tidspunktet, hvor vi bliver ringet op, hvis der skal saltes, inden morgentrafikken begynder", supplerer Ronnie.

Overarbejde

"Det her ser ikke godt ud", siger Ronnie, da han får øje på et busstoppested på Jægersborg Allé.
Opgaven med at rydde fortovet tager et kvarter, og bagefter ligger der et lille bjerg af sne og is ved kantstenen.
"Jeg prøver lige at ringe til Kenneth for at høre, om han har tid til at komme forbi med ploven for at skubbe det væk. Jeg ved, at han er i gang med traktoren nede på Bernstorffsvej", siger Henrik.
Men Kenneth tager ikke sin mobil, og så må Ronnie og Henrik selv klare det manuelt.
"Skal vi lige kigge på Femvejen"?
Fremme ved Femvejen kan de konstatere, at alt er fint bortset fra en enkelt overgang, og så går turen ud ad Vilvordevej til Ordrupgaard, hvor skovlen og sneskaberen igen kommer på overarbejde.
Overarbejde bliver der også til Ronnie og Henrik, der kan vælge mellem kontakt udbetaling eller adspadsering for de mange overarbejdstimer. Ronnie har valgt afspadsering, mens Henrik får halvdelen udbetalt i klingende mønt.

Sammenhold

Trods mange ugers hårdt fysisk arbejde klager makkerparret ikke.
"Udfordringerne har skabt en god holdånd i afdelingen, og folk er generelt glade, når vi dukker op og rydder for dem. Især juleaften. Eneste klage har været, at deres hunde får salt i poterne. Og så skal man ikke glemme, at vi får smidt nogle julekilo", siger Henrik.
"Og for at det ikke skal være løgn, skal jeg på skiferie i uge 6", griner Ronnie.

Sneholdet

21 medarbejdere i Vejentreprisen tager sig af stationspladser, fodgængerovergange, busstoppesteder, skoler og trapper til tunneler. Fem medarbejdere i Gartnerafdelingen har ansvaret for fortove. Rydning af veje og cykelstier klares af en eksternt entreprenørfirma og af landmænd fra hele Sjælland, hvis traktorer med plove har stået klar på Ørnegårdsvej siden oktober. I alt ca. 35 mand.

Publiceret 02 January 2011 07:00