Til ære for fotografen springer Anders Hansen-Hoeck op ad vandet.

Til ære for fotografen springer Anders Hansen-Hoeck op ad vandet.

"Man fryser overhovedet ikke"

På en smuk vinterdag, en af årets sidste, tog vi ud for at tage vinterbilledet. Det tog nærmest sig selv, da vi først løb ind i Anders

Af
Tekst og foto: Jesper Bjørn Larsen

"Kan du ikke køre ud og tage et billede til forsiden? Prøv måske at se, om du ikke kan finde en vinterbader nede ved Strandlund..."

Sådan lyder det irriterende veloplagt fra redaktøren på en dag, hvor der ved gud ikke sker meget på redaktionen.

"Tjooooh", lyder det nølende fra journalisten, der trods alt kan se fordelen ved det lille afbræk. Pusten af frisk luft.

Hakker selv hullet

En ældre kvinde er ude at lufte sin lille cockerspaniel, men ellers ligger Strandlund i Charlottenlund stille og sneklædt hen. Ikke en vind rører sig.

Selv Øresund er stille, fanget i et frostgreb. Solen banker sine stråler ned fra en blå himmel, men kulden kan den ikke gøre noget ved.

Det knirker hyggeligt under fødderne i sporet, der fører ud til badebroen. Man kan lige akkurat spotte en mand, der hakker i isen for enden af broen.

"Du skulle vel ikke tilfældigvis være på vej i vandet, vel", spørger Villabyernes udsendte, mens han læner sig ind over tværbommen med sit kamera om halsen.

"Jo da", lyder det fra den nydelige herre, der straks inviterer avisen ind gennem omklædningsrummet og ud til den sneklædte trætrappe. Trappen, der fører ned i det iskolde dyb.

46-årige Anders Hansen-Hoeck indvilger venligt i at lade sig fotografere og går straks i gang med at tage alt tøjet af.

Der er i virkeligheden kun ét spørgsmål, der giver mening, når man betragter hans målrettede trang til at komme ned i den iskolde grødis.

Hvorfor?

"Det er livet! Det er meget oplivende, jeg kan slet ikke vente. Det redder både humør og krop. Jeg kan varmt anbefale det", lyder det fra den venlige mand, der nu står i sit Adam-kostume.

En tur til

Anders Hansen-Hoeck har været vinterbader i 5-6 år, fortæller han, inden han forsigtigt, men resolut tager turen ned ad den tydeligt spejlglatte trappe.

Han springer ikke i, men går hele vejen ned. Nu står han der, midt i grødisen, der slutter sig om ham som hvid kviksand. Det tager 10-15 sekunder, så er han på vej op.

"Øh, kunne jeg få dig til at tage en tur mere? Jeg fik ikke lige fanget dig, da du kom op", spørger Villabyerne forsigtigt.

"Ja, selvfølgelig, men så skal det gå stærkt. For nu er det lidt koooldt". Stemmen skælver en smule.
Mens Anders tørrer sig, afviser han dog blankt, at han skulle fryse.

"Man fryser overhovedet ikke. Blodkarrene åbner sig, og det tager alle spændinger i kroppen. Jeg har ikke andet end gode ting at sige om det", lyder det begejstret fra manden, der tager vinterbad så ofte, han kan komme til det.

Om morgenen kl. 6, når det er bælgmørkt, foretrækker han at have sin kone med. Af sikkerhedsmæssige årsager. Konen bliver oppe på broen, hun skal ikke nyde noget.

"Hvad med dig... skal du ikke i? Du kan låne mit håndklæde, og jeg tror også godt, jeg kan finde ud af at betjene kameraet", smiler han skælmsk.

I et kort, eventyrligt sekund overvejer Villabyernes udsendte at vinke farvel til frygten. Hoppe ombord i grødisen. Lade hånt om skrumpefaktoren. Bare gøre det.

Men nej. En anden gang måske.

null

Publiceret 03 January 2011 08:48