Charlotte Dyremose er uenig i krtikken fra den afhoppede Richard Sandbæk, der efterlyser synlighed fra hende. Foto: Folketinget.dk

Charlotte Dyremose er uenig i krtikken fra den afhoppede Richard Sandbæk, der efterlyser synlighed fra hende. Foto: Folketinget.dk

Charlotte Dyremose afviser kritik fra K-afhopper

Lyngby-kredsens folketingsmedlem Charlotte Dyremose kan slet ikke genkende den personlige kritik fra Richard Sandbæk, der i protest forlader De Konservative

Af
Af Theis Otzen

Det konservative folketingsmedlem Charlotte Dyremose afviser fuldstændigt den kritik mod hende, som den nu afhoppede Richard Sandbæk, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Lyngby-Taarbæk, kommer med.
Sandbæk har meldt sig ud af partiet efter mange års medlemskab, og det er blandt andet det lokale folketingsmedlems manglende synlighed samt debatten om dette emne, som har fået Sandbæk til at droppe partimedlemskabet. Men Dyremose er helt uforstående overfor Sandbæks udtalelser. Især påstanden om, at hun har været svær at få fat på, har hun svært ved at genkende.
"Jeg ved, at han har kontaktet formanden (den nu afdøde Poul Erik Petersen, red) flere gange med sin kritik af mig. Og jeg har forsøgt at få ham til at skrive direkte til mig. Måske har han skrevet til min arbejdsmail, mens jeg var på barsel, men så har han fået autosvar tilbage. Jeg har flere gange sagt til Poul Erik Petersen, at Sandbæk burde skrive direkte til min anden mail, men jeg har ikke hørt noget. Så den her kritik er næsten komisk," siger Charlotte Dyremose, som i slutningen af efteråret kom tilbage til Folketinget efter 12 måneders barsel.

Forskellige holdninger til barsel

Netop det faktum gør, at uddannelsesordføreren har svært ved at tage synlighedskritikken alvorligt.
"Når man er på barsel, må man ikke arbejde, så det er svært at være synlig. Men man må dog gerne være folketingskandidat, selvom man er på barsel, og jeg har passet mit kandidatur, så det vil jeg ikke klandres for," siger hun.
Charlotte Dyremose mener samtidig, at hun og Richard Sandbæk har forskellige opfattelser af barselsorloven.
"Vi har tilsyneladende to forskellige holdninger til, om man må gå på barsel. Jeg har ingen problemer med, at jeg har været på barsel. Nu er jeg en af de politikere, som har valgt ikke at få børn sent, og jeg er stolt af, at jeg prioriterer min familie," siger Charlotte Dyremose, der mener, at krtikken må stå for Sandbæks egen regning.

Formand: Skulle have rejst kritik på møde

Hos den lokale vælgerforening vil den nye formand Jesper Andersen-Rosendal ikke gå for meget ind i Sandbæks kritik, da den især omhandler ting, der er foregået under den tidligere formands virke, men han mener dog, at Richard Sandbæk burde have rejst sin kritik på vælgerforeningens generalforsamling.
"Vores folketingskandidat opstilles på generalforsamlingen, og der kunne man have rejst kritik. Ellers har jeg ingen kommentarer," siger formanden.
LÆS OGSÅ: Ex-byrådsmedlem færdig med De Konservative

Publiceret 13 January 2011 16:08