Får skal have adgang til frisk vand, har Fødevarestyrelsen slået fast. Foto: John Jessen Hansen

Får skal have adgang til frisk vand, har Fødevarestyrelsen slået fast. Foto: John Jessen Hansen

Minister:

Får kan ikke nøjes med sne

Det er brud på Dyreværnsloven at lade får nøjes med at æde sne, hedder det i ministersvar efter Hillerød Postens omtale af fårene på kommunens grund

Af
Tim Panduro

Det er et brud på Dyreværnsloven, når man ikke sørger for at der er adgang til drikkevand til får - også selv om der ligger sne. Det viser et svar, der på foranledning af justitsminister Lars Barfoed er sendt fra Fødevarestyrelsen til Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Marlene Harpsøe.

"Kravet om, at der hele tiden skal være adgang til drikkevand, kan efter Fødevarestyrelsens vurdering ikke erstattes med adgang til sne," hedder det i svaret.

Marlen Harpsøe rejste spørgsmålet i Folketinget, efter at Hillerød Posten i december fortalte, at det socialdemokratiske tidligere byrådsmedlem Abu Mulla havde en mindre fåreflok gående på kommunens jord mellem Herredsvejen og Klostervej i Hillerød. Fårene fik hverken foder eller vand, men var henvist til at spise sne.

Den manglende fodring gjorde, at kommunen opsagde Abu Mulla. Det manglende vand var imidlertid ikke noget problem, mente formand for Teknisk Udvalg Tue Tortzen fra Fælleslisten, der selv er fåreavler. Selv om Fødevarestyrelsen nu har præciseret reglerne, mener Tue Tortzen, at vand som sådan er overflødigt i snetider.

"Mine får har hele tiden adgang til vand, men de drikker det ikke, når der er sne. Og siden fårene udskilte sig fra de andre firbenede dyr i tertiærtiden har de levet af sne om vinteren. Men lov er naturligvis lov, og hvis ministeren siger, at der skal være adgang til vand, er det sådan det er," siger Tue Tortzen, der dog ærgrer sig.

"Det er trist, at der kom fokus på vand i denne sag, når det store problem er, at dyrene ikke blev fodret i mindst tre uger, mens der lå sne."

Dyrene blev som følge af ministersvaret fjernet fra marken lørdag.

null

Publiceret 19 January 2011 08:14