Gælden eksploderer i Frederikssund

De dårlige betalere skyldte 50 pct. mere væk ved udgangen af 2010 end året før

Af
Af Henrik Gregersen

Den økonomiske krise har ramt de mest udsatte i Frederikssund kommune som en forhammer.
Ikke blot er antallet af dårlige betalere steget overalt i kommunen - de skylder også langt mere væk pr. person.
Antallet af dårlige betalere er ifølge en opførelse fra Debitorregistret vokset fra 628 i 2009 til 953 sidste år. Det er en stigning i antallet af dårlige betalere på hele 51 pct.
Samtidig er beløbene, de dårlige betalere skylder, vokset med raketfart.
I Skibby skyldte de registrerede i gennemsnit kun ca. 13.000 kr. i 2009 - mod 24.000 kr. i 2010.
Selve Frederikssund er dog tilsyneladende hårdest ramt.
Her er gælden vokset fra 28.000 kr. pr. person i registret i 2009 til mere end 35.000 kr. i 2010. Det er 7.000 kr. mere end de registrerede danskere skylder i gennemsnit på landsplan, fremgår det af tal fra Debitoregistret.
For de øvrige byer i kommunen er gælden pr. person - trods stigningen - fortsat under landsgennemsnittet.

Publiceret 20 January 2011 07:00