Danmarks nationale virusforskningscenter, der forsker i dyresmittesygdomme, er på vej til at rykke fra den isolerede ø Lindholm til Lyngby. Foto: Colourbox

Danmarks nationale virusforskningscenter, der forsker i dyresmittesygdomme, er på vej til at rykke fra den isolerede ø Lindholm til Lyngby. Foto: Colourbox

Isoleret forskningscenter skal til Lundtofte

DTU vil flytte sit forskningscenter for smittesygdomme fra den isolerede ø Lindholm til Lundtofte. Planerne kommer bag på Byplanudvalgets top, ligesom en ekspert undrer sig

Af
Af Theis Otzen

En del af det areal, som Danmarks Tekniske Universitet vil udvide med i Lundtofte, er udset til at skulle huse Statens Veterinære Institut for Virusforskning, der er et forskningscenter for smittesygdomme, som i mange år har været isoleret på øen Lindholm i Stege Bugt af sikkerhedsmæssige hensyn. Men for at samle de forskellige forskningsenheder på området og samtidig spare penge vil DTU samle det på en adresse i Lyngby. Flytteplanerne er ukendte for toppen af Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.
"Jeg er meget forbavset over, at vi intet har fået at vide om denne overflyttelse. Vi har fået at vide, at kapacitetsudvidelsen skyldes pladsmangel til Campusliv og forskning, men jeg tror, at de færreste havde forestillet sig, at det var den type forskning, der var tale om. Det lyder ikke ligefrem som om, at der er tale om nogle bygninger, der vil åbne DTU mere op og gøre universitetet mere offentligt tilgængeligt," siger Morten Normann Jørgensen (SF), der er næstformand i Byplanudvalget.
Flytningen, som tidligst vil finde sted i 2014, betyder, at DTU i Lyngby får flere arbejdspladser, men samtidig mister det sydsjællandske område en række vidensarbejdspladser, og det har allerede vakt vrede blandt lokalpolitikerne i Vordingborg, som er fortørnede over udsigten til at miste arbejdspladser.
"For kommunerne i Sydsjælland og på Lolland-Falster er en nedlukning af Lindholm en beskæftigelses- og erhvervsmæssig katastrofe. Hele området mister en meget vigtig vidensarbejdsplads, i en region der i forvejen har det laveste antal vidensarbejdspladser på landsplan," har Vordingborgs borgmester Henrik Holmer sagt til Sjællandske I foråret 2010.
Tilbage i Lyngby-Taarbæk har viceborgmester og formand for Byplanudvalget, Simon Pihl Sørensen (S), heller ikke hørt om planerne om at flytte virusforskningscentret til DTU's område, men han vil nu undersøge sagen nærmere.

Ekspert: Ingen besparelse

Veterinærinstituttet forsker i dyresmittesygdomme, og det har i mere end 80 år været placeret på godt 13.000 kvadratmeter på den isolerede ø Lindholm. I de mange år har der kun været et tilfælde af smitte af personer, der har været på centret.
Ifølge DTU's egne beregninger er der en stor besparelse at hente ved at samle forskningsaktiviteterne i Lyngby. Det tvivler professor Søren Alexandersen imidlertid på. Han er tidligere forskningsleder af instituttet på Lindholm og i dag leder af Canadas nationale smitteforskningscenter.
"Man sparer ikke penge ved at flytte fra øen Lindholm, der jo har en naturlig barriere til omverdenen, hvor man derimod i Lyngby skal bruge lige så mange penge på sikkerhedsforanstaltninger, som man skal til færgedrift på Lindholm. Jeg mener således ikke, at det per definition er usikkert at ligge i Lyngby, jeg er blot sikker på, at det ikke vil være billigere end på Lindholm, snarere mere kostbart. Da DTUs hovedargument er at spare penge, mener jeg således ikke, at de har ret. Derudover mener DTU, at man kan få bedre samarbejde ved at ligge i Lyngby, men her undervurderer de igen det faktum at en facilitet som Lindholm, uanset om den ligger på en ø eller ej, har behov for begrænset fysisk kontakt med omverdenen, hvilket betyder, at man ikke kan have studerende eller samarbejdspartnere, der farer ud og ind," siger Søren Alexandersen i en kommentar til Det Grønne Område.
Hans betragtninger danner netop nu grundlag for en ministeriel vurdering af sagen, som videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er i gang med efter, at folketingsmedlemmet Flemming Møller (V) i folketingssalen har spurgt ind til DTU's bevogtning af det kommende virusforskningscenter i Lundtofte.

LÆS OGSÅ: DTU: SIkkerheden vil blive lige så god i Lundtofte

Publiceret 20 January 2011 10:00