Rutineret butikstyv taget med ti flasker sprut

Ikke bare en´ men adskillige gange er en 35-årige kvinde blevet afsløret af overvågningskameraet i Kvickly i Sillebroen. I onsdags faldt hammeren

Af
Af Birgitte Masson

I Kvickly Sillebroen har man igennem længere tid haft en af butikkens kunder under lup. Siden december måned har man nemlig observeret en kvinde som ikke virkede til at have rent mel i posen.
Og personalets gisninger holdt tilsyneladende stik, for onsdag klokken 11.30 blev hun taget på fersk gerning ikke med mel, men med ti flasker spiritus og et par sutsko i hendes poser.
Ved hjælp af butikkens overvågningskameraer har man efterfølgende kunne konstatere, at den 35-årige kvinde, som kommer fra København, i alt har stjålet for mere en sekstusinde kroner spiritus, hvilket rundt regnet svarer til 33 flasker.
Ifølge vicepolitikommisær ved Nordsjællands politi Bengt Due havde kvinden efterfølgende forklaret, at de mange tyverier var et supplement til den kontanthjælp som hun modtog.
Den 35-årige kvinde er nu sigtet for de mange butikstyverier, og vicepolitikommisær Bengt Due antager, at såfremt hun igen stiller i Sillebroens Kvickly, skal hun angiveligt regne med at blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Publiceret 20 January 2011 11:00