Modelfoto

Modelfoto

Region Hovedstaden vil spare 25 millioner kroner på administration

Region Hovedstaden vil spare på administrationen, og det kan koste job

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det skal være slut med dobbeltarbejde, kvaliteten skal hæves, og så skal der måske fyres medarbejdere.

Region Hovedstaden vil spare 25 millioner kroner på administrationen, og derfor har 14 arbejdsgrupper netop kulegravet regionens administrative organisation.

"Regionsrådet har stillet som opgave, at vi finder besparelser på det administrative område i 2012 på 25 millioner kroner, og det mener vi, at vi nu har skabt fundamentet for," siger koncerndirektør Morten Rand Jensen.

Han mener ikke, at der er tale om et rent spareprojekt.

"Vi vil også kunne lette en masse arbejdsgange og stoppe meget af det dobbeltarbejde, vi oplever. Forandringerne skal munde ud i en effektiv støtte og service til regionens patientrettede aktiviteter," siger Morten Rand Jensen.

Det kan blive nødvendigt med afskedigelser, men Region Hovedstadens koncerndirektion forventer dog, at en stor del af besparelserne kan ske ved naturlig afgang eller ledige stillinger.

Til april skal regionens forretningsudvalg træffe en beslutning på baggrund af forslagene fra regionens direktion.

Forslagene til besparelser omfatter blandt andet:

• En ny samlet virksomhed for it, medico og telefoni • Samling af driftsopgaver på uddannelses-, løn- og personaleområdet • Afskaffe trykte medier og i stedet fokusere på intranet og hjemmesider • Lay-out opgaver samles hos regionens grafiske enhed 120 årsværk nedlægges

Publiceret 16 February 2011 13:43