Arkivfoto

Arkivfoto

S-togene slår rekord:

Højeste antal passagerer i 20 år

Første kvartal af 2011 giver S-tog det højeste passagertal i 20 år. Marts topper med passagerrekord

Af
Martin Warming

Martin Warming


Over 9,3 mio. gange steg der en kunde på et S-tog i marts 2011. Det er det højeste antal kunder i S-tog på en enkelt måned nogensinde, og det første kvartal af 2011 giver i det hele taget S-tog det bedste passagertal i 20 år med over 25 millioner passagerer.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse, og hos DSB S-tog glæder administrerende direktør Gert Frost sig over udviklingen, som han mener skyldes det seneste års mange tiltag og mange tog til tiden.

"Det er dejligt, at så mange har fået øjnene op for kollektiv trafik og i særdeleshed S-toget. Det er nemt og billigt, og så er der ingen tvivl om, at det især er muligheden for at tage cyklen gratis med, de gratis shoppingsøndage, mobilbilletter og S-tog om natten, der har givet flere kunder,« siger Gert Frost.

S-tog til tiden
Efter en hård vinter, som var en udfordring med tilisede tog og sporskifter, er 2011 til gengæld startet godt for S-togene. Over 95 procent af S-togene kommer frem til tiden, og det trods for udfordringer som stormvejr, der har væltet træer ned i køreledningerne eller blæst køreledningerne ned.

"Vi ved godt, at selv om kunderne er glade for rabatter og Fri Internet, så er det, der betyder allermest, at de kommer frem til tiden. Det er derfor dér, vi bliver ved at holde fokus, så vi kan fortsætte med at levere tog til tiden resten af 2011," siger Gert Frost.

null

Publiceret 19 April 2011 13:30