Web-tv:

Sygeplejersker skal hjælpe borgere i nød på telefonen

Direkte på hospitalet - eller bare en opfordring om at søge egen læge? Sundhedsfagligt personale skal fremover hjælpe folk i nød i Region Hovedstaden, når de ringer 1-1-2

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det bliver en sygeplejerske eller en paramediciner, som borgerne i Region Hovedstaden kommer til at tale med, når de fremover ringer 1-1-2 og har brug for hjælp til en syg eller tilskadekommen person.

Hidtil har det været operatører på henholdsvis alarmcentralen i København, der betjenes af Københavns Brandvæsen og alarmcentralen i Hillerød, der betjenes af politiet, der har vurderet om, der skulle sendes en ambulance, men fremover bliver alle sundhedsfaglige opkald til alarmcentralen med det samme viderestillet til en sygeplejerske eller en paramediciner på vagtcentralen, der holder til på Herlev Hospital.

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) fra Region Hovedstaden har store forventninger til den nye ordning.

"Det er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse. Jeg håber, at vi med det sundhedsfaglige personale kan undgå nogle af de kedelige situationer, hvor 1-1-2 har vurderet forkert, fordi de ikke har en sundhedsfaglig uddannelse," siger hun.

Video: Kig indenfor i vagtcentralen her

Førstehjælp på telefonen
Rent praktisk kommer det stadig til at foregå på den måde, at man skal ringe 1-1-2, hvis man har akut behov for hjælp. I første omgang får man en operatør fra en af vagtcentralerne i røret, men hvis ens opkald drejer sig om sygdom eller tilskadekomst viderestilles opkaldet straks til regionens vagtcentral, hvor en sygeplejerske eller en paramediciner skal være med til at vurdere, hvilken hjælp, der er brug for, og hvor hastende opgaven er.

Udover det kan personalet på vagtcentralen også rådgive personen, der har foretaget opkaldet, om, hvilken hjælp han eller hun kan yde til den syge eller tilskadekomne.

Den rette hjælp
Det sundhedsfaglige personale på vagtcentralen har blandt andet taget et seks uger langt diplommodul i kommunikation og har i knap et år øvet sig i at håndtere telefonopkald fra borgere, der har slået hjertestopalarm.

"Borgerne får nu hjælp af sundhedsfaglige personer allerede fra de ringer 1-1-2, og ikke først når ambulancen er fremme. Det bliver lettere at sikre den rette hjælp til den rigtige patient første gang," siger Freddy Lippert, der er akutchef i region Hovedstaden.

Der køres hvert år mere end 124.000 ambulance-ture i Region Hovedstaden - og mere end halvdelen af dem er med udrykning.

null

Publiceret 28 April 2011 16:05