Den nye skulptur, Udsyn, der skal symbolisere at Farum og Værløse nu er én kommune, blev søndag eftermiddag afsløret, og den faldt godt i borgernes smag. Foto: Helene Holm Stolle.

Den nye skulptur, Udsyn, der skal symbolisere at Farum og Værløse nu er én kommune, blev søndag eftermiddag afsløret, og den faldt godt i borgernes smag. Foto: Helene Holm Stolle.

Skulpturen Udsyn skal binde Furesø sammen

Søndag eftermiddag blev Ørntofts skulptur afsløret. En skulptur, der fik navnet Udsyn

Af
Helene Stolle

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da Farum Kunstfond søndag eftermiddag havde kaldt til samling på pladsen foran Furesø Marina. Her skulle den skulptur, som billedhuggeren Claus Ørntoft, står bag, afsløres. En skulptur, der forestiller et pælesiddende fabeldyr, der spejder ud over Furesøen, og som indledning på hele arrangementet blev "Flyv fugl, flyv over Furesøens vove", smukt spillet på trompet.
Det er Farum Kunstfond, der har valgt at fondens sidste slag, skulle bruges på en skulptur, der kan symbolisere, at Farum og Værløse nu er én kommune.
"Vi håber, at skulpturen som en galionsfigur kan lede Furesø ind i smult vande igen", lød det fra kuntsfonden i velkomsttalen.
Borgmester Ole Bondo Christensen (S), der havde fået æren af at afsløre skulpturen, takkede Farum Kunstfond for kunstværket og understregede, at det ikke kunne være kommet på et bedre tidspunkt end nu, hvor den nye Furesøaftale endelig er blevet indgået.

Borgerne valgte navnet

I forbindelse med udarbejdelsen af skulpturen havde Farum Kunstfond valgt at udskrive en navnekonkurrence, og flere end 100 borgere havde valgt at komme med deres forslag til et navn til fabeldyret i granit.
"Der var mange gode forslag, men kunstneren Claus Ørntoft lod valget falde på det navn, som to borgere uafhængigt af hinanden havde forslået. Endda to borgere fra henholdsvis Værløse og Farum, og så er det endda en kvinde og en mand", sagde Ole Bondo Christensen, inden han afslørede det endelige navn.
"Skulpturen skal hedde Udsyn, og det er forslået, at Erik Sørensen fra Farum og Anne Marie Ravn fra Værløse", lød det fra Ole Bondo Christensen, der understregede, at han synes godt om valget.
"Udsyn betyder, at man har mod på fremtiden, at man har fred med sin baggrund og ikke mindst forpligter sig til at kigge ud over sin egen situation. Og det passer godt på Furesø. Vi er nu klar til at lægge fortiden bag os og kigge fremad", sagde han.

Publiceret 02 May 2011 09:20