20-årige Mark Andersen har lavet en hjemmeside, hvor man blandt andet kan sammenligne køreskolernes priser.

20-årige Mark Andersen har lavet en hjemmeside, hvor man blandt andet kan sammenligne køreskolernes priser.

Her finder du den bedste køreskole

Mark Andersen har opfundet kørekortportalen.dk, der er et site, der blandt andet informerer om køreskolernes priser

Hvor skal man tage sit kørekort henne? Hvem er billigst? Hvad er bedst? Hvilke muligheder er der? Der er mange spørgsmål, der skal besvares, inden man skal begynde at tage kørekort.
De spørgsmål hjælper 20-årige Mark Andersen fra den vestlige del af Aarhus med at besvare. Han har lavet hjemmesiden, www.kørekortportalen.dk.
Her kan køreskolerne tilmelde sig, så de kommende elever kan sammenligne de forskellige steder. Der er blandt andet oversigt over priser, hvilke biler der bliver kørt i og mange andre ting.
"Da jeg selv skulle tage kørekort, synes jeg, det var et problem, at jeg ikke kunne sammenligne køreskolerne i Aarhus, og jeg tænkte, at det måtte kunne løses. Derfor fik jeg idéen til hjemmesiden," fortæller Mark Andersen, de studerer HHX i Viby og bliver student til sommer.

Spredt over hele landet

Som tiden er gået har det spredt sig til, at køreskoler i hele landet har tilmeldt sig siden. Indtil videre er der omkring 170 køreskoler, der er på portalen, og Mark håber på endnu flere, og han har en drøm om, at alle køreskoler synes, det er nødvendigt at være på siden. Kørelærerne får deres eget budskab spredt via hans hjemmeside, og kommende elever bliver gjort opmærksom på, hvilke muligheder der er.
"Jeg vil gå all in for siden efter sommerferien. Jeg så det selv som et problem, at jeg ikke kunne sammenligne køreskolerne, og det er der åbenbart også andre, der synes, for jeg har over 900 mennesker, der synes godt om Kørekortportalen på Facebook, så der må være et behov for det. Jeg mener i hvert fald, at siden har stort potentiale," smiler Mark.

En god portion penge

For at få siden op at køre måtte Mark selv spytte 25.000 kroner i projektet. Han håber dog, at han kommer til at tjene penge på siden med tiden via blandt andet annonce-kroner.
"Jeg er blevet kontaktet af en iværksætter i Aarhus, og han er overbevist om, at jeg godt kan komme til at tjene penge på siden."
Marks viden fra skolen har han også stor gavn af i forhold til hjemmesiden.
"Det er rigtig fedt, at jeg har kunnet bruge det, jeg lærer i skolen til Kørekortportalen. Jeg har brugt rigtig mange ting blandt andet markedsføring. Det er ret positivt," storsmiler Mark.
Når han får sin studenterhue til sommer, er han ikke i tvivl om, at han i fremtiden vil være selvstændig, og her har Kørekortportalen hjulet ham godt på vej. Men hvilken genre, han skal være selvstændig indenfor, ved han ikke helt endnu. Det er dog sikkert, at han lader Kørekortportalen fortsætte.
Se mere på www.kørekortportalen.dk
 

null

Publiceret 05 May 2011 09:00