Vandpest i Furesøen truer klubber på livet

Ni vandsportsforeninger i Holte og Birkerød med tilsammen 3800 medlemmer er truet på deres eksistens, hvis vandpesten gør det umuligt at bruge Store Kalv i Furesøen i juli og august

Af
Steen Trolle

Vandpesten, som sidste sommer lagde store dele af Store Kalv i Furesøen øde, er en direkte trussel mod de foreninger, som bruger søen til sports- og fritidsinteresser.
Ni vandsportsforeninger med i alt 3800 medlemmer er gået sammen i Partnerskabet Store Kalv, der forsøger at rejse 2,2 millioner kroner vil at bekæmpe vandpest. Hvis ikke det lykkes, kan det betyde en lukning for klubberne.
"Dybest set er alle truet på deres eksistens. Mest presset er vandskiklubben, som af sikkerhedsmæssige grunde må lukke ned for sine aktiviteter, så snart der er vandpest," siger Gert Eriksen, formand for Yachtklubben Furesøen og talsmand for det nydannede partnerskab.

“Gigantisk udfordring”

Desværre er det ikke gjort med de 2,2 millioner kroner, hvoraf det foreløbig er lykkedes at rejse 900.000 kroner. Biologer fra Fiskeøkologisk Laboratorium forventer, at vandpest-vegetationen vil komme igen med mindst samme styrke som sidste år i de kommende to-tre år.
"Det her er en gigantisk udfordring for os finansielt. De 2,2 millioner kroner skal bruges til at få en timeout og til at få lagt en strategi for de kommende år," siger Gert Eriksen.
Årsagen til vandpest-opblomstringen er formentlig den restaurering af Furesøen, som blev påbegyndt i 2003. Restaureringen har gjort vandet i søen meget klart. Vandpest stortrives i rent vand og en vanddybe på tre-fire meter.
?Projektet er blevet dyrere, efterhånden som vi har arbejdet med det. Det skyldes blandt andet, at der er brug for løbende opfølgning, fordi projektet ikke må have negativ indvirkning på miljøet,? siger Gert Eriksen.

null

Publiceret 05 May 2011 12:00