Gravkoen var i fredags ved at rode op på grunden i Ganløse. (Foto: KT)

Gravkoen var i fredags ved at rode op på grunden i Ganløse. (Foto: KT)

Nu rydder de op efter skrot-svineri

Efter ti års snak og sagsbehandling har Egedal Kommune mistet tålmodigheden med Leif Hansens "skrotplads" i Ganløse. Nu rydder de op på grunden én gang for alle

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

"Nok er nok. Vi har kigget på det rod alt for længe, så nu skrider vi til handling".
Egedals borgmester Willy Eliasen (V) er ligesom flere andre borgere trætte af "skrotpladsen" på Damvadvej i Ganløse. Grunden ejes af pensionisten Leif Hansen, men da han ikke har lyst eller kræfter til at rode op og fjerne smadrede biler og ødelagte campingvogne, så gør kommunen det for ham.
"Vi har brugt mange kræfter og timer på det her, men sagen har ikke rykket sig. Derfor har vi kontaktet ejeren og fortalt ham, at vi fjerner det hele," siger Willy Eliasen til Lokalavisen Egedal fredag.
 
LÆS MERE: SKROTEJER - HOLD SNOTTEN VÆK

Campingvogne fjernet

Fredag morgen kunne Lokalavisen ved selvsyn konstatere, at de to campingvogne er fjernet fra grunden. I skrivende stund er kommunen i gang med at fjerne bilen og skuret, selvom Mona Dates Jørgensen, chef for Bygge- og Plan-afdelingen i kommunen, har udtalt, at det ville kræve en ny sag, hvis man ville fjerne bilen og skuret.

Regningen må vente

"Vi hæfter os ved, at bilen er blevet efterladt på grunden. Nu rydder vi op, og så vil vi finde frem til bilens ejer," siger borgmesteren.
Hvem der kommer til at betale for oprydningen på grunden, er fortsat et åbent spørgsmål.
"Stridsspørgsmålene tager vi først bagefter. Lige nu er det ikke så afgørende, hvem der skal betale regningen. Det vigtigste er at få ryddet op," siger borgmesteren.
 
LÆS MERE: BORGERE TRÆTTE AF SKROTPLADS

Publiceret 06 May 2011 12:42