Arkivfoto.

Arkivfoto.

Dansk Byggeri advarer mod billige vikarer

Vikarbureauet Baltic Workforce huserer igen og tilbyder vikarer til 125 kr. i timen. Dansk Byggeri advarer sine medlemmer mod at tage imod tilbuddet

Af
Jesper Lundh

Dansk Byggeri advarer nu sine medlemmer mod at indgå aftaler med vikarbureauet Baltic Workforce. Vikarbureauet har tidligere tilbudt vikarer til en pris, som er langt under den, en håndværker på overenskomst skal have. Og nu forsøger firmaet igen, blandt andet med direkte henvendelser til Dansk Byggeris medlemmer, at sælge billig udenlandsk arbejdskraft.
"Vi håber ikke, at vores medlemmer lader sig friste. Overenskomsterne gælder for alle medarbejdere, der arbejder for vores medlemmer, og altså også når medlemmerne vælger at leje en vikar," siger jurist Thorsten Wilstrup, Dansk Byggeri.

Han understreger, at medlemmerne er forpligtet til at sikre sig, at vikarbureauet kender overenskomsten og eventuelle andre aftaler, der gælder for virksomheden – fx lokalaftaler om løn.

"Vikaren skal have overenskomstens mindsteløn, der ligger fra 112,50 kr. og opefter pr. time afhængig af hvilken overenskomst, arbejdet er omfattet af. Herudover skal vikaren have pension, søgnehelligdagsbetaling, feriepenge, kørepenge og så videre," siger Thorsten Wilstrup.
Også i Dansk Byggeri Nordsjælland er man forundret over Baltic Workforce.

"Hvis vi ser på udgifterne til vores egne ansatte, er det tydeligt, at den pris på 125 kr. pr. time alt inklusive, som Baltic Workforce reklamerer med, ikke kan holde," siger Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland.
"Vi konkurrerer gerne, men det skal være på fair vilkår. Og den form for salg af billig udenlandsk arbejdskraft er ikke fair, hverken overfor de danske eller de udenlandske håndværkere," slutter Jørgen Simonsen.

null

Publiceret 13 May 2011 10:15