Det var ikke let for Samina at have en fotograf med på sidelinien, når hun samtidig skulle koncentrere sig om at komme op på cyklen. Foto: Peter Rahbek.

Det var ikke let for Samina at have en fotograf med på sidelinien, når hun samtidig skulle koncentrere sig om at komme op på cyklen. Foto: Peter Rahbek.

"Havde jeg cyklet i mit hjemland var jeg blevet skudt"

Kvinder på cyklekursus i Frederikssund holdt tungen lige i munden

Af
Af Birgitte Masson

I Danmark lærer langt de fleste at cykle i en tidlig alder. Først er der den trehjulede, senere sætter man støttehjul på den tohjulede, men hvad hvis man aldrig har lært at cykle som barn?

Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Frederikssund har netop startet et undervisningsforløb hvor danske kvinder, med anden etnisk baggrund, kan lære at cykle.

En af deltagerne som torsdag i sidste uge var troppet op på det grønne område bag Frederikssund Sprogskole var 43-årige Samina. Hun er oprindeligt fra Pakistan, men kom til Danmark for 7 år siden, hvor hun flyttede til Frederikssund.

Med tungen lige i munden

Som alle andre kvinder der kommer fra et muslimsk land, så har hun heller aldrig lært at cykle.

"Hvis jeg havde vovet mig op på en cykel i Pakistan, så var jeg blevet skudt. Det er jo et muslimsk land, så det gør kvinder ikke. Man kan godt risikere at se nogle mænd på cykel, men så bliver de piftet af og råbt efter," siger hun, da Lokalavisen møder hende.

Med tungen lige i munden, forsøger hun finde balancen på den orange cykel.

Anne Greisen har et fast greb i bagagebærret mens det så er meningen, at Samina skal træde i den pedal som står højest.

"Samina, du skal sige, når du er klar. Pedalen skal være oppe, så du har fart på. Sådan, så træder du Samina, jo mere fart jo bedre. Det er rigtig svært at cykle langsomt," lyder det bestemt fra Anne Greisen. De to kender hinanden i forvejen, for Anne Greisen er Saminas besøgsven.

"Jeg kender ikke så mange andre mennesker her i byen. Anne har hjulpe mig rigtig meget," fortæller Samina.

Et krav at kunne cykle

Det er ikke med hendes helt gode vilje, at hun nu skal lære at træde i pedalerne.

"Jeg er bange for at cykle. Jeg forsøgte for 3 år siden, og det gik slet ikke. Jeg væltede netop som en lastbil kom kørende tæt på mig. Men jeg er ved at uddanne mig til social - og sundhedshjælper, og der er det et krav, at man kan cykle," siger Samina.

Inden Lokalavisen forlader det grønne område er Samina allerede kommet godt efter det.

"Cykelholdet mødes hver torsdag klokken 14. Det er forskelligt hvor mange lektioner man skal have. Når man kommer lidt op i årene, så kan det være virkelig svært at lære at cykle, for nogle kvinders vedkommende,"siger Anne Greisen.

Cyklerne er blevet bevilliget fra Frederikssund kommune.

Publiceret 14 May 2011 09:17