Brixtofte:

Jeg bliver i Farum - og vil stadig blande mig

"Jeg fik gode venskaber i fængslet", fortæller løsladt eksborgmester

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Der er næppe nogen tvivl om, at det dummeste spørgsmål man kan stille til Peter Brixtofte, er:
Agter du at blive i Farum?
For kærligheden til byen er intakt, skulle nogen være i tvivl, da Furesø Avis mødte ham i lejligheden på Nordtoftevej, efter han var blevet løsladt fra Horserød Statsfængsel.
"Jeg agter selvfølgelig at blive i Farum. Det er det bedste sted at bo i hele verden. Her er fantastiske plejehjem, svømmehal, tennisanlæg og den bedste golfbane. Hvis vi også kan kombinere det med rejser sydpå, som vi gjorde med pensionisterne, er det helt fantastisk", siger Peter Brixtofte.

Tv-indslag: Sådan fejrede Brixtofte sin frihed

Kan blive en perle

Ordene falder over en kop kaffe på altanen, hvor han har udsigt til - og også lydsporet fra - en trafikeret Farum Hovedgade.
Og hvor han skynder sig at tilføje, at han også holder meget af Værløse:
"Her har man mange dejlige steder - for eksempel Skovlyst, en flot restaurant, Furesø kan virkelig blive en perle."
Den 61-årige Brixtofte lader forstå, at fængselsopholdet har været udmærket, og at han er langt fra en nedbrudt mand:
"Jeg fik nogle fantastisk gode venskaber derinde. Der er et meget fint sammenhold og kammeratskab, og alt det der med hakkeorden man snakker så meget om, har jeg ikke hørt det fjerneste om."

Man har bedre tid i fængslet til at følge med i hvad der foregår, siger eksborgmesteren - her fordybet i aviserne derhjemme.

Man har bedre tid i fængslet til at følge med i hvad der foregår, siger eksborgmesteren - her fordybet i aviserne derhjemme.

Fin økonomi

"Hvad var det gode ved at sidde inde?"
"Det er at man har tid til at følge med i hvad der foregår. Her viser det sig tydeligt, at nogen danner sig andre verdener. For eksempel forestillinger om økonomisk krise - det er det rene sludder. Vores økonomi er strålende."
Herefter begiver Brixtofte ud i en lang redegørelse med sine velkendte synpunkter på hele debatten om Farum-tiden. Han lader forstå, at han intet fortryder, og at dommene i retten af eftertiden vil blive bedømt anderledes nøgternt - og få en hård medfart i historiebøgerne.

Vil blande sig

Samtidig kan man roligt regne med, at han stadig vil deltage i debatten - både lokalt og nationalt:
"Jeg vil være der og være en del af samfundet og blande mig. Der er ingen der kan lukke munden på mig."
Om han stiller op igen til byråd eller Folketing, er mere uklart:
"Det må tiden vise. Det er ikke noget jeg går og drømmer om. Jeg har haft 20 år i Folketinget og 30 år i byrådet, så jeg har prøvet lidt af hvert."
Brixtofte har også stor ros til sin efterfølger i Furesø, Ole Bondo Christensen (S):
"Han gør det strålende. Han skal bare fyre hveranden på rådhuset."
Se hele interviewet med Peter Brixtofte som WEB-TV her.

null

Publiceret 19 May 2011 02:00