Kronprinsen tager fire dage ud af kalenderen for at støtte Japan. Arkivfoto

Kronprinsen tager fire dage ud af kalenderen for at støtte Japan. Arkivfoto

Kronprins Frederik støtter Japan

Den danske kronprins viser sin medfølelse med de jordskælvsramte områder i et besøg i landet

Kronprins Frederik vil gerne vise sin medfølelse med det japanske folk efter det jordskælv, der ramte landet 11. marts med efterfølgende tsunami og atomulykke. Derfor besøger kronprins Frederik Japan i fire dage i juni, hvor han bl.a. skal besøge nogle af de påvirkede områder og overrække donationer.
Kronprinsen skal bl.a. besøge byen Higashi-Matsushima i det nordlige Japan, der blev hårdt ramt af katastrofen. Kronprins Frederik skal bese nogle af de faciliteter for børn, der siden jordskælvet er blevet genetableret med støtte fra danske virksomheder, og det er også arrangeret, at han overrækker flere donationer og kommer til at møde nødstedte familier, redningsarbejdere og frivillige i området.
Besøget i Japan, der varer fra 13.-16. juni, byder også på et seminar om energiløsninger for Japan, og kronprins Frederik får også mulighed for at besøge virksomheder i Yokohama og Kawasaki.

Publiceret 27 May 2011 17:59