Indkørsel forbudt-tavlen ved Børnegården kan i værste fald komme til at gælde repræsentanter for Hørsholm Kommune. Arkivfoto: Morten Timm

Indkørsel forbudt-tavlen ved Børnegården kan i værste fald komme til at gælde repræsentanter for Hørsholm Kommune. Arkivfoto: Morten Timm

Husleje-tvist fortsætter trods Højesteretsdom

Hørsholm Kommune og Sct. Georgs Fonden er tiltagende uenige om Børnegården. Nu overvejer fonden at finde en mindre stridbar lejer

Af
Carsten Legaard

Selv ikke landets højesteret har kunnet udrede trådene mellem Hørsholm Kommune og den private fond Sct. Georgs Fonden, der siden 2003 har været i strid om huslejebetaling for ejendommen Alsvej 83, der huser Børnegården.

Parterne var forleden til forhandlingsmøde på Hørsholm Rådhus. Fra Sct. Georgs Fonden mødte formanden Johan Evensen, Varde, og næstformanden Peer Szöcs, Hørsholm, og i deres øjne gik mødet rigtig skidt.

”Vi var inde i præcis tyve minutter. Vi fik at vide, at Hørsholm Kommune kunne tilbyde 6,5 millioner kroner for overtagelse af ejendommen, og det var ikke til forhandling,” fortæller Peer Szøcs.

Beløbet svarer på kroner og øre til den forhandlingsramme, som kommunalbestyrelsens økonomiudvalg har aftalt på et lukket møde. Det ved offentligheden, fordi rådhuset ved en fejl udsendte referat fra det lukkede møde.

Kommunen vil ikke betale

Hørsholm Kommune afviser blankt et krav fra Sct. Georgs Fonden om efterbetaling af for lidt indbetalt husleje i årene 2003-2011. I en pressemeddelelse siger chefen for center for dagtilbud og skole Dorte Seistrup:

”Vi har betalt samtlige omkostninger på ejendommen i alle årene, og vi ønsker ikke at bruge skatteborgernes penge til at betale husleje to gange, og det er jeg ret sikker på, at skatteborgerne vil være enige med mig i.”

Højesteret afsagde ellers for nylig en dom, der i utvetydige vendinger slår fast, at Sct. Georgs Fonden er den retmæssige ejer af ejendommen indtil 2050 og er berettiget til at fastsætte huslejen efter markedsvilkår.

Private aktører byder ind

Sct. Georgs Fonden har nu svaret ved at udtage stævning mod Hørsholm Kommune med påstand om efterbetaling af 4,7 millioner kroner i for lidt indbetalt husleje.

”Desuden ser vi nu på en række tilbud fra andre aktører, som er interesserede i at overtage ejendommen og i at drive daginstitution på stedet,” siger fondens næstformand Peer Szöcs.

Blandt de interesserede er den norske velfærdskoncern Actea, der for to uger siden meldte ud i Frederiksborg Amts Avis, at virksomheden gerne vil åbne sin første danske private daginstitution i Hørsholm.

Anstødsstenen

Striden mellem de to parter begyndte, da Hørsholm Kommune i 2003 opsagde driftsoverenskomsten med den selvejende institution Børnegården med henvisning til misligholdelse af overenskomsten. Dette beslutningsgrundlag er siden blevet underkendt af tre retsinstanser.

Siden 2003 har kommunen drevet kommunal daginstitution på adressen. Ifølge Sct. Georgs Fonden er huslejen blevet betalt punktligt til tiden.

”Men,” tilføjer Peer Szöcs, ”hagen ved det er, at kommunen på bz-vis selv har bestemt, hvor meget man ønskede at betale i husleje. Det er helt uhørt, og det giver Højesteret os medhold i.”

Publiceret 09 November 2011 17:00