Gundsømagle-borgeren Kurt Olsen synes ikke godt om den nye busplan. Han så gerne en anden køreplan for Linje 217. (Arkivfoto)

Gundsømagle-borgeren Kurt Olsen synes ikke godt om den nye busplan. Han så gerne en anden køreplan for Linje 217. (Arkivfoto)

Ny busplan får kølig modtagelse

Teknik- og miljøudvalgsformand Torben Jørgensen er godt tilfreds med Roskilde Kommunes nye busplan, men i Gundsømagle bliver planen langtfra mødt med glæde

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Nye stoppesteder, nedlagte ruter og flere busser.
Roskilde Kommunes "Busplan 2012" har det hele og lidt til. 89 stoppesteder forsvinder, mens der kommer 25 nye. Altsammen for at få puslespillet til at gå op og give borgerne en god busservice.
En mission, som teknik- og miljøudvalgsformand Torben Jørgensen (A) føler er lykkes.
"Jeg er godt tilfreds med resultatet. Det har været en sej kamp. Vi har vel brugt halvandet år på planen og hørt mange parter. Folk vil gerne have kortere interval mellem busserne, og det har vi lyttet til i processen. Vi vil gerne udbygge og forbedre planen de kommende år - eksempelvis med superstoppesteder, men det kræver flere penge i kassen. Man kan sige - jo flere der bruger bussen - jo flere penge har vi at gøre godt med til forbedringer," siger Torben Jørgensen.

Borgerne er blevet hørt

Busplanen lægger ikke op til de store ændringer i den nordlige del af kommunen. Ingen byer får nye stoppesteder, men til gengæld bliver flere nedlagt i Gundsømagle.
"Planen i nord er blevet justeret og finpudset. Det er sket i samarbejde med borgerne, som er blevet hørt. Vi har haft møde i Hertingløse, ligesom vi har holdt workshops med borgerne. Der er ikke noget i planen, som er trukket ned over hovederne på borgerne," siger Torben Jørgensen, som kun har en beklagelse til borgere i Kirkerup.
"De stilles ringere. De får længere til stoppestedet. Det er med blødende hjerte, men det kan vi forhåbentlig ændre næste gang. Det er mit indtryk, at 99 procent af borgerne er tilfredse med det her," siger Torben Jørgensen.
Den ene procent findes så i Gundsømagle, for her sidder landsbyrådmedlem Kurt Olsen og er knap så glad for busplanen.

Linje 217 kører forkert

"Jeg synes ikke så godt om det. Linje 217 vil godt nok køre til Jyllinge, men den kommer til at køre nordover ad Holmevej og Gulddyssevej. Det betyder, at bussen ikke rammer den sydøstlige del af Gundsømagle, hvor der bygges 65 nye boliger. De borgere skal nu gå op til Rosentorvet for at tage bussen. Vi så hellere, at 217 kørte gennem byen og ud forbi Gulddysse Kulturgård og videre til Jyllinge," siger Kurt Olsen, som heller ikke er glad for nedlæggelsen af tre stoppesteder.
"Det er skuffende, for vi har nogle ældre mennesker, som nu skal gå til Rosentorvet for at komme med bussen," siger han.
Det hele er dog ikke skidt for Kurt Olsen. Han er glad for Linje 217 til Jyllinge, og han er også tilfreds med en øgede køretid.
"Sidste bus kommer til at gå klokken 19.25. Der kommer også flere afgange i weekenden. Det har vi manglet herude, så det er vi tilfredse med," siger Kurt Olsen.

Publiceret 14 November 2011 07:00