Mand i traktor amok på golfbane og sommerland

Store og dyre ødelæggelser var resultatet, efter at en person i en traktor gik amok. Det gik ud over både golf-greens, skilte og skraldespande med mere.

Vicepolitikommissær Helle Edelbo, Østjyllands Politi i Grenaa, fortæller, at traktoren kørte rundt og lavede voldsomt hærværk i et større område.

Den blev stjålet fra et maskinhus i Skoffergårde ved Nimtofte, og ved 04-05-tiden søndag morgen havde den blandt andet været på Lubker Golf Resort og i Djurs Sommerland.

På Lübker havde den kørt rundt på et par greens, som derfor var blevet ødelagt.

I Djurs Sommerland var den kørt gennem høj bevoksning. Rundt i området havde den desuden påkørt 15-20 vejskilte, skraldespande.

"Og hvad man ellers har kunnet ramme", fortæller Helle Edelbo.

Traktoren, der er uindregistreret,  blev fundet ved Nimtofte skole.

Der foreligger ikke noget signalement af gerningsmanden.

Publiceret 16 November 2011 22:06