Det 51-årige kvindelige offer fik presset en kniv mod halsen ved et særligt farligt hjemmerøveri. Arkivfoto

Det 51-årige kvindelige offer fik presset en kniv mod halsen ved et særligt farligt hjemmerøveri. Arkivfoto

Kvinde i stor fare under hjemme-røveri

51-årig Gentofte-kvinde udsat for særligt farligt hjemmerøveri lørdag aften

En kniv-bevæbnet udenlandsk hjemmerøver udsatte lørdag aften en 51-årig kvinde for stor fare, da han trængte ind i kvindens lejlighed på Vangedevej i Gentofte, oplyser vagtchef Anders Schütt fra Nordsjællands Politi søndag til Lokalavisen.dk

Spurgte efter ukendt person

Gerningsmanden henvendte sig første gang til kvinden lørdag aften kort før klokken 20.00, hvor han spurgte efter en person, som kvinden imidlertid ikke kendte, hvorfor manden gik.

Fik presset kniv mod struben

Han vendte dog tilbage til kvindens lejlighed klokken 20.05, hvor han overfaldt det 51-årige kvindelige offer, pressede en kniv mod hendes strube, og forlangte at få kvindens værdier.

Kvinden gav derefter hjemmerøveren en mink-pels, smykker og kontanter, hvorefter han stak af.

Blev kørt på Rigshospitalet

Den chokerede 51-årige kvinde alarmerede Nordsjællands Politi klokken 20.30, og blev derefter kørt til tjek på Rigshospitalet, oplyser vagtchef Anders Schütt.

"Kvinden blev ikke skåret i halsen, men hun blev undersøgt for trykskader på stuben," fortæller vagtchefen.

Ved du noget?

Nordsjællands Politi efterlyser en udenlandsk udseende mand, omkring 180-185 centimeter høj, cirka 30-40 år gammel, halv-langt mørkblondt hår, stor mund med gule misligholdte tænder.

Manden var iført mørkt tøj, blå strikkede handsker, og mørke vinter-støvler.

Han medbragte en sort Adidas taske formentlig lavet af plast.

Oplysninger i hjemmerøveri-sagen på telefon: 114 på nummer: 49 27 14 48 eller ved personlig henvendelse til nærmeste politi.

Publiceret 18 December 2011 11:56